23948sdkhjf

1,4 milliarder fra EKF sikrer Vestas en rekordordre på 122 onshore-møller

EKF har netop skrevet under på endnu et eksportlån - denne gang til Golden Plains Wind Farm 1. . (Golden Plains fase 1). Eksportlånet er på 1,4 mia. kr. og er med til at sikre Vestas en ordre på 122 møller og dermed også Vestas' største onshore vindmøllepark til dato.

Vestas og EKF har samarbejdet gennem mere end 20 år - et samarbejde der bliver sat stor pris på fra begge sider.

- Vi sætter stor pris på vores partnerskab med EKF og deres deltagelse i finansieringen af TagEnergys Golden Plains Wind Farm Stage One. Med EKFs deltagelse i dette vigtige projekt kan vi i fællesskab bidrage med at sætte fart på Australiens energiomstilling og samtidig udvide vores bæredygtige aftryk, siger Danny Nielsen, Senior Vice President og Country Head of Vestas Australia & New Zealand.

Projektet, som bliver Australiens største vindmøllepark, kommer til at bestå af 122 Vestas V162-6.2MW turbiner og dertilhørende infrastruktur samt en cirka 5 kilometer lang transmissionslinje, der forbinder projektet med el-netværket.

Det forventes, at vindmølleparken vil være i fuld drift i løbet af 2025. Projektet har også indgået en 30-årig driftsaftale med Vestas.

På størrelse med Samsø

Golden Plains fase 1 er placeret ca. 110 km vest for Melbourne i den sydvestlige del af staten Victoria og vil dække et areal på ca. 11.000 hektar, svarende til størrelsen af Samsø. 

Der foreligger desuden relevante myndighedsgodkendelser for yderligere en fase med vindmøller for at nå en samlet kapacitet på 1.330MW samt for etablering af et storskala batteri. 

Når vindmølleparken er fuldt etableret, vil kunne dække behovet for mere end 750.000 husstande.

- Det er et ambitiøst projekt, som vi er rigtig glade for at være med i. Det betyder også, at EKF igen har forretninger i Australien efter en længere pause, siger Peter Boeskov, CCO hos EKF og tilføjer: 

- Det er også det første storskala projekt som EKF er med i, hvor projektet opnår finansiering på basis af fuld markedsrisiko, dvs. hvor aftaler for salg af el ikke allerede er på plads. Det er en vigtig milepæl for EKF og er kun muliggjort ved et tæt og kreativt samarbejde med sponsor og de øvrige långiverne.

Central rolle

Det er TagEnergy, med base i Portugal, der er sponsor på projektet og eneste investor på første del.

TagEnergys CEO, Franck Woitiez, fortæller, at EKF spillede en central rolle i etableringen af innovativ finansiering til den skelsættende Golden Plains fase 1.

- TagEnergys strategi som langtidsinvestor og ambition om at øge andelen vedvarende energi i Australien passer godt med det lange engagement som EKF kan tilbyde. At fokusere på projektet først og dermed etablere grundlaget for ren energi, og indgå salgskontrakter i byggefasen, er kernen i vores strategi. EKF's fremsynede måde at tænke på, gjorde det muligt at gøre vores vision til virkelighed, sagde Woitiez

Lånefinansieringen tilvejebringes af EKF, den australske fond Clean Energy Finance Corporation samt KfW IPEX Bank, Commonwealth Bank of Australia, Westpac, Mizuho Bank og Bank of China. EKF er den største långiver.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.594