23948sdkhjf

Aurora Storm gør klar til sikker CO2-fragt til Nini West

Blue Water Shipping og Semco Maritime er i gang med at klargøre skibet Aurora Storm, der ligger for kaj i Esbjerg. Inden længe skal det transportere containere med CO2 fra Belgien til Nordsøen, hvor CO2'en sikkert og permanent skal lagres i undergrunden som led i den grønne omstilling.

Det sker som en del af det fremskredne pilotprojekt i Project Greensand, der arbejder for at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark.

- De kommende uger vil vi arbejde intensivt på at ombygge og opgradere Aurora Storm, så vi med sikkerheden i højsædet og uden problemer kan fragte containerne med flydende CO2 fra Belgien til den danske del af Nordsøen. Vi skal montere et grilling-system på skibet, som er den rammestruktur, der sørger for, at containerne bliver i deres position på skibet, når vi sejler fra Antwerpen til Nordsøen, siger Søren G. Nielsen, Head of Chartering, Blue Water Shipping.

Foruden det såkaldte grilling-system, så skal elinstallationerne på Aurora Storm opgraderes, og der skal installeres rørføringer og pumper på skibet. Dermed bliver det muligt at sende CO2'en fra containerne via jackup-riggen Noble Resolve til Nini West-platformen og videre ned i reservoiret af sandsten 1.800 meter under Nordsøens havbund, hvor CO2'en lagres sikkert og permanent.

Altafgørende for pilotprojektet

Aurora Storm er et såkaldt Platform Supply Vessel med et stærkt Dynamic Positioning System. Systemet sikrer, at skibet kan holde sin position stabilt på havet, også under de vanskelige vejrforhold der kan opstå på Nordsøen. 

I konsortiet bag Project Greensand er der stor tilfredshed med, at Aurora Storm nu er på havnen i Esbjerg, for at blive klar til transporten af CO2.

- Det er altafgørende for Project Greensands pilotfase, at vi får fragtet CO2 sikkert fra Belgien til Nordsøen. Dermed kan vi - som de første i Europa - demonstrere den samlede værdikæde i fangst og lagring af CO2med henblik på at gøre en forskel for klimaet. Aurora Storm er en af de sidste og vigtigste brikker i den indledende pilotfase i Project Greensand, siger Søren R. Poulsen, Project Director i Project Greensand.

Aurora Storm ligger for kaj i Esbjerg de kommende tre til fire uger, hvorefter skibet kan sejle mod Antwerpen, hvor containerne med flydende CO2 skal lastes.

Optimering af Noble Resolve

Mens klargøringen af Aurora Storm er i fuld gang, arbejdes der også intensivt på at efterse, opgradere og optimere offshore-riggen Noble Resolve, der i lighed med Aurora Storm er ankommet til Esbjerg Havn. 

Medarbejdere fra Semco Maritime - endnu et konsortiemedlem i Project Greensand - har udvalgt og leveret udstyr til både Aurora Storm og Noble Resolve, og de spiller nu en nøglerolle i klargøringen.

- Vi er begejstrede for, at Aurora Storm og Noble Resolve er ankommet til Esbjerg, så vi kan fortsætte arbejdet med Project Greensand. Vi har lagt et intenst arbejde i at designe og udvikle løsninger til lagring af CO2 på Nordsøen. Nu går vi ind i den afgørende fase, hvor det hele skal installeres, inden vi kan begynde arbejdet på Nini-feltet, siger Anders Benfeldt, Senior Vice President for Oil & Gas hos Semco Maritime.

Dermed er de sidste forberedelser på både skib og offshore-rig til Project Greensand nu i gang, inden Project Greensand ventes at påbegynde lagringen af CO2 på Nordsøen omkring årsskiftet.

Project Greensand er i øjeblikket i pilotfasen, hvor lagringsprocessen udvikles, testes, demonstreres og monitoreres. 

I 2025 ventes Project Greensand at lagre op mod 1,5 millioner tons CO2 om året, mens det stiger til op mod 8 millioner tons CO2 om året i 2030.

Om Project Greensand

Konsortiet bag Project Greensand består af 23 virksomheder og organisationer, der samarbejder for at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark gennem lagring af CO2 under havbunden i Nordsøen.

I december 2021 tildelte EUDP Project Greensand 197 millioner kroner med henblik på netop at udvikle og demonstrere CO2-lagring i Nordsøen. Projektet er i øjeblikket i pilotfasen - fase 2 - hvor lagringsprocessen udvikles, testes og demonstreres.

Kilde: Project Greensand

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.553