23948sdkhjf

Genbrugelige data og dansk viden skal sikre EU og kloden rent vand

Danmark skal være med i det enorme europæiske forskningssamarbejde, Water4All, hvis mål er at finde frem til hvordan vi bedre håndterer vandmasser og forsyner kloden med vand af tilstrækkelig høj kvalitet.

- Vand skelner ikke mellem landegrænser, og derfor er det vigtigt at have et internationalt perspektiv og samarbejde på tværs, for at indsatser kan skaleres og få en tilstrækkelig stor effekt, siger Nils Høgsted, sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal, der er en af de danske organisationer, der deltager i projektet.

Danmarks Miljøportal har som del af projektet fået syv millioner kroner, der skal bruges til at gøre data og resultater fra alle forskningsprojekterne lettere tilgængelige.

Samarbejder med stor fransk organisation

Alle forskningsdata, der bliver genereret under Water4All-programmet, skal være lettilgængelige og 'genbrugelige' ifølge europæiske regler, og det område er Danmark europæisk førende i. 

Derfor skal de danske deltagere i første omgang samarbejde med den franske organisation BRGM (Bureau de Recherches Géologiques et Minières), som er landets største offentlige institution inden for geovidenskab.

- Vi glæder os til at lære fra Danmark, der er langt fremme på området, men vi kan også hjælpe jer på de områder, som vi er førende i – blandt andet international standardisering af vanddata, og hvordan man forbinder information med styring af grundvand, som er en central men ofte overset vandressource, siger Dominique Darmendrail, der er programchef for vandindsatser og global forandring hos BRGM.

Nationalt overvågningsprogram

Miljøstyrelsen er primært gået med i Water4All-samarbejdet for at generere midler til det nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur, Novana, der overvåger vandmiljøets og naturens tilstand i Danmark.

- En forbedring af overvågningsprogrammet kan få positiv betydning for fremtidens vandforvaltning i Danmark. Vi kan drage stor nytte af at indgå i et fælleseuropæisk samarbejde, siger Henrik Dissing, der er chefkonsulent i Miljøstyrelsen.

GEUS: Hele værdikæden skal med

Den nationale geologiske forskningsinstitution og datacenter, GEUS, deltager, fordi løsninger på de stigende udfordringer på vandområdet kræver samarbejde.

- Det gør projektet særligt interessant, at hele værdikæden i vandsektoren er med – dvs. dem der arbejder med overfladevand og grundvand, samt forskningsinstitutioner, dataudstillere, myndigheder osv. Det betyder, at vi kan lave fælles løsninger, som også bliver integrerede på tværs frem for at vi arbejder i siloer, siger Claus Kjøller, som er afdelingschef for geokemi hos GEUS.

Om Water4All

Det fællesoffentlige datasamarbejde, Danmarks Miljøportal, skal sammen med Innovationsfonden, Miljøstyrelsen og den nationale geologiske forskningsinstitution og datacenter, GEUS, være med i EU Horizon 2020-initiativet, Water4All, der er et af verdens allerstørste projekter inden for vandforskning.

Forskningsprogrammet, der involverer 70 organisationer på tværs af Europa, gik i gang 1. juni, og skal foreløbigt køre over de næste syv år.

Det er Europa-kommissionens hidtil største indsats inden for vand, og Water4All kommer til at disponere over 400 millioner euro.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141