23948sdkhjf

Energi i den perfekte storm

Energimarkederne både herhjemme og udenfor Danmarks grænser er turbulente i et omfang, som vi ikke har set før. Nogle af os kan måske huske de bilfri søndage i starten af halvfjerdserne, og de store forandringer knapheden på blandt andet olie medførte. Vi står i en tilsvarende, og måske endnu mere, dramatisk situation lige nu. Priserne på såvel naturgas som el har nået historiske højder. Der har været momentane dyk, men prisniveauet er gennemsnitligt så højt, at det har medført ubærlige konsekvenser for både privatkunder og virksomheder. 

Hårdest er det gået ud over boligejere og virksomheder, som bruger naturgas til opvarmning, produktion og andre industrielle processer, hvor vi har set gaspriser, der er mere end 10-doblet. Samtidig står det nu mejslet i sten, at energipolitik og sikkerhedspolitik er to sider af samme sag.

Efter at verden gradvist fik mere og mere kontrol med corona og åbnede op igen, eksploderede efterspørgslen efter energi. De europæiske gaslagre var ikke fyldt og kunne ikke følge med efterspørgslen. Tyra, Danmarks største gasfelt, var nedlukket på grund af ombygning. Flere hollandske gasfelter var også lukket ned. Manglende nedbør betød, at vandstanden i de nordiske vandmagasiner var lav. Vindmøller på land og på havene omkring os snurrede ikke på grund af manglende vind. De stod nærmest bomstille. Og over hele Europa har nedlukningen af ’sort’ energi vist, hvor meget mere ’grøn’ energi, vi har brug for. Oven i det kommer en velbegrundet frygt for, at Rusland skruer på gashanerne med helt uoverskuelige følger i store dele af Europa.

Med den fortrædelige krig i Ukraine er der ikke meget, som lige nu taler for en stabilisering og tilbagevenden til trygge og velkendte rammer for handel med og forbrug af energi. Det er derfor nødvendigt, at vi gentænker vores energisystem og vores måde at bruge energi. 
En gentænkning af vores energisystem handler for mig blandt andet om vores afhængighed af naturgas fra Rusland samt tempoet i den grønne omstilling. Og så handler det om vores evne til at tænke på tværs af sektorer. 

Hos Andel har vi allerede meldt ud, at vi ønsker at afvikle salg af naturgas til private kunder og hjælpe dem over på andre og grønnere løsninger løbende frem mod udgangen af 2029. Vi har også øjnene rettet mod vores forretninger med handel af naturgas på erhvervsmarkedet, hvor vi over tid ønsker at hjælpe vores kunder med at blive uafhængig af naturgassen og omstille til bæredygtig energiformer. Flere store virksomheder er allerede trukket i det grønne arbejdstøj. Et af de seneste eksempler er Salling Group, som fremrykker investeringer i solceller og eldrevne varmepumper for at komme af med 750 gasfyr i koncernens butikker i Danmark, Tyskland og Polen. 

Den samme afvikling af naturgas bør ske på europæisk niveau. Det er derfor positivt, at såvel EU Kommissionen som EU Parlamentet nu opererer med en fælleseuropæisk målsætning om etablering af 300 GW havvind frem mod 2050. Det er et kvantespring, idet der er tale om 20 gange så meget havvind, som der er opstillet i dag. 

Energi fra havvind i så store mængder forudsætter fornyelse af vores infrastruktur, så det bliver muligt at kanalisere vedvarende energi ind til europæiske husstande og virksomheder – i form af grøn strøm eller grøn brint. Her har energiøer i Nordsøen et stort potentiale. I Danmark er nogle af de største pensions- og energiselskaber i gang med planlægning og design af de store anlægsprojekter. Hos os i Andel er vi også en del af et konsortium, som melder os klar til opgaven. Også briter, belgiere og hollændere har fået øje på energiøernes potentiale. 

Vi skal have infrastrukturen på plads til de nye tider, og det danske elnet er i fuld gang med at blive fremtidssikret, så det kan håndtere stærkt stigende mængder af vedvarende energi, men vi skal også tænke i nye smarte løsninger. 

Udover at udbygge kapaciteten til produktion af mere vedvarende energi er det også essentielt, at vi får sikret et mere fleksibelt energisystem ved at tænke på tværs af sektorer. Det er nødvendigt, at virksomheder og boliger bliver endnu mere energieffektive, og at vi sætter alle kræfter ind på at fortrænge forbruget af kul, olie og naturgas. 

Industri og transport skal elektrificeres. Boliger kan opvarmes af fjernvarme, der stammer fra overskudsvarme i virksomhederne eller el, der har været gennem en varmepumpe. Og lige nu er der store forventninger til Power-to-X, hvor vedvarende energi omdannes til brint, ammoniak eller electrofuels, som kan bruges i fly, skibe og lastbiler.

Vi skal udvikle nye løsninger til lagring af energi, og vi skal hjælpe vores andelshavere og kunder med at styre deres forbrug fleksibelt. Derfor er der fokus på at udvikle smarte teknologier til intelligent grønne løsninger, som blandt andet vil gøre det muligt at lade elbilen op, når der er masser af grøn strøm. 

Vi står som samfund og som energibranche overfor nogle kolossale forandringer. Udfordringerne står i kø. Det gør løsningerne heldigvis også! Men det er ikke nok at vende tilbage til de bilfri søndage eller at sætte fartgrænserne ned på de danske motorveje. 

Vi har i Danmark en stolt tradition for at rykke sammen, når krisen kradser. Og det er vejen frem nu, som jeg ser det. Lad os rykke sammen - borgere, politikere, industri og energisektor og sætte den grønne barre højt. Så sikrer vi både os og kommende generationer nye smarte løsninger, grøn og sikker energi fra Nordsøen, og vi vrider os ud af den russiske naturgas og dens hårde greb om vores europæiske samfund. 

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (2)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.094