23948sdkhjf

Nyt om navne: Greenport North styrker organisationen med erfaren projektchef

I september 2021 løftede Hirtshals Havn sløret for en større havneudvidelse og lancerede i den forbindelse udviklingsselskabet Greenport North. Selskabet har til formål at forestå udviklingen af de dele af havnen, som ikke knytter sig direkte til den almindelige havnedrift,

Til at stå i spidsen for Greenport North hentede Hirtshals Havn Steen Harding Hintze, som stod bag etableringen af GreenLab Skive.

Greenport North styrker nu holdet med ansættelsen af Hanne Skovby, som har stor erfaring med at udvikle og lede store tekniske projekter i energibranchen, samt med at søge projektmidler fra EU og fonde.

- Vi er utrolig glade for at kunne byde Hanne Skovby velkommen i Hirtshals og Greenport North, og vi ser frem til samarbejdet. Vi er sikre på, at Hanne er et rigtig godt match i forhold til at realisere vores vision om at gøre Hirtshals Havn til et centrum for grønne brændstoffer og tiltrække grønne investeringer, siger CEO Steen Harding Hintze.

Hanne Skovby kommer fra et job i GreenHub Denmark, hvor hun blandt andet har stået i spidsen for Inddheat-projektet og herigennem arbejdet med en række fjernvarmeværker i det nordjyske. Hun har i den forbindelse formået at hente et to-cifret millionbeløb til de nordyske værker. Penge, der siden er blevet til investeringer for 661 millioner kroner. 

Hanne Skovby har herudover været medansvarlig for udviklingen af CO2Vision, det nordjyske fyrtårnsprojekt på CCUS, og har herigennem medvirket til at skaffe 92 mio. kr. i projektmidler til Nordjylland.

Cirkulær symbiose

Formålet med Greenport North er overordnet set at skabe vækst gennem sektorkobling og udviklingen af cirkulære energiløsninger til transportsektoren, den maritime sektor og industri på havnen.

Produktionsbetingelserne for nye grønne brændstoffer skal understøtte transportsektoren og den maritime industris omlægning fra fossile brændsler til vedvarende energi. Der skal desuden udvikles en ny energiinfrastruktur, som forbedrer betingelserne for ressourcesymbioser mellem virksomhederne på havnen.

- Greenport North er et tilbud til havnens virksomheder. Vi skal have overskudsvarme i spil og så skal el og varme produceres grønt. Der skal produceres grønne brændstoffer og biogas, hvis der er brug for det. Vi skal hele vejen rundt, siger Hanne Skovby og tilføjer:

- Vi skal kigge meget på hvilke overskydende ressourcer der er i én virksomhed, som kan anvendes i en anden virksomhned.

Overskudsvarme skaber bæredygtig vækst

Der er altså nok at tage fat på i Hirtshals, der står over for en markant udbygning i de kommende år. Et par af de mere konkrete projekter er, at de tre vindmøller, der i dag snurrer lystigt på havnen i Hirthals, får selskab af endnu flere.

Derudover skal potentialet for at udnytte overskudsvarmen på havnen - både som fjernvarme, men også som procesvarme til andre virksomheder – også afdækkes.

Det meste af varmeforbruget i Hirtshals er allerede dækket med overskudsvarme fra Lilleheden A/S og fra AVV i Hjørring. Greenport North er derfor gået i gang med at identificere modeller, som kan skabe grøn vækst ved hjælp af overskudsvarmen.

- Vi ser ind i en fremtid, hvor mængden af overskudsvarme vil stige, så vi skal allerede nu arbejde med mulighederne for at udnytte den. Samtidig kan vi bidrage til at skabe gode vækst- og bæredygtighedsbetingelser ved at tilbyde grøn procesvarme til virksomheder på havnen, siger Steen Harding Hintze.

Artiklen er en del af temaet Navnenyt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141