23948sdkhjf

Thisted klar til CO2-fangst og -lagring: Der er dog én sten i skoen

Kraftvarmeværket i Thisted har i løbet af 2021 testet et lille pilotanlæg til CO2-fangst og haft succes med det. Det er lykkedes selskabet at fange  en procent af CO2 fra røgen.

Siden har Thomas Sandal fra Kraftvarmeværket i Thisted og Søren Damgaard fra Thisted Varmeforsyning været i fuld gang med at forberede et konkurrencedygtigt bud i forbindelse med det kommende udbud på lagring af CO2 fra 2025 fra Energistyrelsen. 

Det vil sige et fuld skala anlæg der dækker hele kæden fra fangst, transport og lagring. 

Og der er både roser og torne forbundet med den proces. 

Indtil videre har alle analyser og undersøgelser været mere positive end de to havde turde håbe på. 

- Vi har arbejdet målrettet med opgaven om at gå fuld-skala på CO2 fangst siden efteråret 2021, hvor vi afsluttede vort pilotforsøg. De sidste 3 måneder er gået med markedssonderinger på teknologisiden samt udarbejdelse af partnerskabsaftaler på forsyningskæden. Og der tegner sig et robust grundlag for et konkurrencedygtigt bud. Vi er nu så langt fremme, at vi har stort set hele værdikæden på plads i forbindelse med fangst, transport og lagring, siger Søren Damgaard. 

Hurtig eksekvering

Thomas Sandal har tidligere fortalt at selskabet qua sin størrelse kan tage beslutninger og rykke ret hurtigt på beslutningerne. Da selskabet i sin tid overvejde pilotanlægget til CO2-fangst var der ikke langt fra tanke til handling. Det er også da også på størrelsen at selskabet nu kan vise omverdenen at CO2-fangst, transport og lagring nemt og hurtigt kan fungere i Thisted. 

- Rent teknologisk har vort forbrændingsanlæg en optimal størrelse, og vi kan anvende umiddelbart tilgængelige industrielle fangstanlæg. Så vi vil være i stand til at eksekvere indenfor korte, sikre tidsterminer. Det gør opgaven for kraftvarmeanlægget overkommelig både teknisk, tidsmæssigt og økonomisk, siger Thomas Sandal. 

Samtidig passer planerne for den fremtidig CO2 fangst godt ind i de overordnede planer for fjernvarmeforsyningen i Thisted og omegn. 

- Thisted Varmeforsyning har et kundegrundlag, der vil sætte os i stand til at afsætte al procesvarme fra fangstanlægget til vore fjernvarmekunder. Dette er muligt fordi vi målrettet arbejder med at udvide vort kundegrundlag med forsyningsledninger til flere byer i oplandet rundt om Thisted, siger Søren Damgård. 

Roser og torne

Alt tegner altså godt i Thisted. 

Den eneste sten i skoen, lige nu, er dog at Energistyrelsen, i første omgang lægger op til en minimumsgrænse for CO2-fangst i udbuddet på 0,4 mio. tons per år, hvor man i Thisted har en maksimal udledning på 50.000 tons per år. 

- Vi vil gå i fortsat dialog med energistyrelsen om dette punkt, siger Thomas Sandal og uddyber:

- Vi har en unik størrelse, som gør os i stand til at rykke meget hurtigt på opgaven og levere fuld valuta for pengene fra dag et. Det mener vi må have en værdi i forhold til at kunne levere politiske resultater hurtigt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062