23948sdkhjf

Klumme: Elektricitet er hot – behovet for kvalificeret arbejdskraft stiger

Uden flere hænder og hjerner forsinker vi omstillingen fra fossile brændsler til grønne og ofte elektriske alternativer. El-branchen skal appellere både dybt og bredt både til ældre kolleger og til den unge klima-generation. 

 Arbejder du med elektricitet? Uanset om du er stærkstrømsingeniør, maskinmester, smed, installatør, elektriker eller forsyningsoperatør, har el-branchen brug for dig og dine kompetencer til at gennemføre den grønne omstilling.

 Arbejdsløsheden i Danmark er i bund, og det er på mange måder godt for det danske samfund. Knap så godt er, at mange brancher – herunder el-branchen – i stigende grad mangler kvalificeret arbejdskraft.

 At der er rift om både faglærte og ikke-faglærte er et faktum, vi som branche og samfund bliver nødt til at håndtere i dagligdagen og med ledelsesmæssigt fokus på længere sigt.  

 100.000 nye stik i år

Tempoet i den grønne omstilling er, bl.a. hvad angår elbiler og varmepumper, sat i vejret. Det er ekstremt positivt. Ser man på bilsalget i december 2021, var mere end 50 procent enten elbiler eller plug-in hybridbiler. Altså biler der kræver ladestik.

 Et hurtigt kik på ladeoperatørernes offentlige planer for i år viser, at der formodentligt skal installeres 75.000-100.000 normale ladere, de fleste af dem i boliger, samt op mod 3.000 hurtigladere og 300-600 lynladere.

 Operatørerne og deres underleverandører har travlt. Det samme gælder for elnetselskaberne, for ladeudstyret skal tilsluttes elnettet enten på 0,4- eller 10 kV-spændingsniveauet. Lynladerne kræver endda typisk både nye kabler og hver deres 10 kV-station.

 Hele samfundet oplever vækst, så netselskaberne skal også tilslutte nye boliger, nye virksomheder og nye vindmølle- og solcelleparker. Mange af disse aktiviteter vil helt sikkert ikke udelukkende være et 2022-fænomen.

 Tag igen elbilerne: Frem mod 2030 skal vi etablere over en million hjemmeladestik – plus mange andre typer af opladning. Det skal ikke lyde som en klagesang: Det er nemlig en fantastisk god nyhed, at elektrificeringen er i gang, og at vi er godt i gang med at udfase de fossile energiressourcer!

 Mere handling end snak

Elforbruget er i 2020 og 2021 vokset kraftigt, efter i mange år at have ligget på et stabilt niveau. Vi ser muligvis ind i en fordobling af elforbruget frem til 2030, så el-branchen bredt set får vi brug for mange nye hænder og hoveder.

 På kort sigt kan omskoling af arbejdskraft, fastholdelse af seniorer og hjælp fra udlandet bidrage. For at vi kan løfte opgaven på langt sigt, skal vi tiltrække flere til branchen bl.a. ved at gøde jorden i grundskolerne og via samarbejde med erhvervsskoler, universiteter med flere.

 Mange unge kræver med blandt andet demonstrationer under mottoet ’Fridays for Future’, at klimaudfordringerne adresseres. Klimaforskerne ringer med alarmklokkerne, og vi står over for en global udfordring.

 Det er nu, vi skal vise unge som ældre, at vi i energibranchen handler mere, end vi snakker – og at mange på tværs af kompetencer kan bidrage til omstillingen ved at gå efter en karriere sammen med os.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08