23948sdkhjf

Klumme: Vi stiller vores erfaring med biogas til rådighed for brintdistribution

Biogassen meldte sin ankomst i gasnettet for 8 år siden, og siden da er mængden af grøn gas i nettet steget støt. Det så vi også sidste år, hvor biogassen igen slog rekord ved udgangen af året. Den grønne gas udgjorde nemlig, hvad der svarer til knap en fjerdedel af gasforbruget.

Det er samtidig forventningen, at den danske biogasproduktion på sigt kommer til at være af en størrelse, der dækker hele det danske gasforbrug. Det skyldes, at forbruget af gas falder, mens produktionen af biogas forventes at stige. Der planlægges både nye biogasanlæg, og mange af de eksisterende anlæg forventer at udvide deres produktion.

Erfaring med distribution af decentral energi

Vi har de seneste 8 år håndteret de decentrale energikilder, som biogasanlæggene er. Og vi forventer at se den samme decentrale udvikling inden for fremtidens grønne gasser, hvor fx brintklynger og CO2-klynger vil spire frem rundt omkring i landet med et forventet behov for transport imellem disse punkter.

Allerede i dag skyder PtX-projekter op vidt fordelt over danmarkskortet og tegner konturerne af et fremtidigt marked, hvor der både vil være udbud af og efterspørgsel på brint og CO2 fra biogene kilder til enten direkte anvendelse eller som led i produktionen af nye grønne brændstoffer. For eksempel flydende brændsler som e-kerosen til flytransport og e-metanol til skibstransport. Eller som e-metan, der på lige fod med biogas kan lagres og distribueres i gasnettet

Udfasning af naturgas og opbygning af distributionsnet til brint kan gå hånd i hånd

Med en effektiv planlægning kan vi sikre, at udfasning af gasfyr til rumopvarmning går hånd i hånd med et robust og sikkert distributionsnetværk for brint. Når vi udfaser gassen til individuel opvarmning, bliver der nemlig skabt plads i gasnettet. Det betyder, at Danmark har en mulighed for at genbruge dele af gasnettet til distribution af brint.

Evida vil med en opbygning af et dansk distributionsnet til brint være i stand til at bringe mange års erfaring med:

  • 18.000 km. rørført infrastruktur.
  • Håndtering af 400.000 kunder.
  • Tilslutning af decentral produktion af energi.
  • Døgnbemandet sikkerhedsorganisation.

Ved at genbruge dele af det eksisterende rørnet til brint, kan vi opnå besparelser og samtidig skåne både vores miljø og natur. Samtidig kan vi sikre Danmark en effektiv infrastruktur for grøn omstilling og dansk værditilvækst.

Det kræver en effektiv planlægning, og vi stiller os til rådighed for en trinvis og organisk etablering og udbygning af en landsdækkende brint- og CO2-infrastruktur.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094