23948sdkhjf

Det marked vil de eje: 4000 solcellemaster skal blive til mange flere

Den danske koncern Priess spinner et nyt selskab ud. Priess Solar A/S skal erobre markedet for solcellemaster både i Danmark, Europa og i Mellemøsten.

Det fortæller Priess i en pressemeddelelse.

- Løsningen passer perfekt ind i den grønne agenda, hvor mange virksomheder og det offentlige har meget ambitiøse mål om at blive CO2-neutrale inden for få år, siger Christian Cordsen, direktør og ejer af Priess-koncernen. 

- Derfor ser vi et stort potentiale inden for området, og for at sætte fart på udviklingen etablerer vi et spinoff, hvor området udskilles i en selvstændig virksomhed. Vi investerer de midler, der skal til, for at etablere en stærk forretning, siger Christian Cordsen.

Priess Solar A/S er et nyt selskab inden for intelligent, solcellebaseret gadebelysning til det offentlige rum. Moderselskabet Priess A/S agerer inden for grønne, CO2-besparende løsninger til den digitale omstilling, fjernvarme og elforsyningsnettet. 

Startede ved COP15

Priess Solar A/S blev officielt etableret 1. januar 2022 og har samme adresse som moderselskabet i Vinderup. Det bliver 53-årige Ole Søndergaard, der skal stå i spidsen for satsningen. Han har i de seneste 10 år været leder af området for solceller og belysning hos Priess A/S. 

- Hele ideen med den bæredygtige belysning med solcellemasterne startede i forbindelse med COP15 i 2009 i København, hvor vi udviklede og opstillede 19 master, fortæller Ole Søndergaard.

Siden har Priess A/S installeret mere end fire tusinde master i over 20 lande i Europa og ikke mindst i Mellemøsten, hvor der senest er opstillet 98 solcellemaster i forbindelse med verdensudstillingen EXPO2020 i Dubai.

Priess Solar forventer størst salg i Mellemøsten, hvor et ellers lovende salg har ligget stille pga. covid-19. Det nye selskab skruer også op for ambitionerne i Europa, hvor den grønne dagsorden efterspørger bæredygtige løsninger til udendørs belysning. Senest er sidste hånd ved at blive lagt på en aftale med en portugisisk forhandler. 

Solcellemasterne er udviklet i samarbejde med førende designere, så de passer ind i det offentlige rum. Planen er, at masterne fremover skal produceres lokalt, et eller flere steder i Mellemøsten, for at opnå et så lavt CO2-aftryk som muligt, mens teknologien leveres fra Danmark.

- Med etableringen af Priess Solar A/S skruer vi kraftigt op for ambitionerne med yderligere investeringer i produktudvikling, optimering af produktionen, forhandlersupporten samt udviklingen af det internationale forhandlernetværk, siger Ole Søndergaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11