Ændringsforslag skal sikre prisregulering
Dansk Energi mener, at Fynsværket – på grund af lovændringen – vil . Men klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard afviser, at en sådan beslutning fra Fynsværkets side vil få betydning for regeringens CO2-mål. - Det har hele tiden været usikkert om lovforslaget ville sikre de nødvendige rammer for omlægning fra kul til biomasse på Fynsværket. For at være på den sikre side er omlægningen af Fynsværket derfor ikke indregnet i effekterne af energiaftalen. Dansk Energi går derfor helt galt i byen, når de hævder, at regeringen skulle stå med et problem med at nå ekstra 1-2 procentpoint i forhold CO2-reduktionsmålsætningen på 40 procent i 2020, siger Martin Lidegaard. Klima-, energi- og bygningsministeren har fremsat et ændringsforslag til loven, som betyder, at levering af procesvarme forsat er underlagt prisregulering og ikke gives fri, som der var lagt op til med det oprindelige lovforslag (L183). Det sker for at undgå, at blandt andre gartnerierne på Fyn får en højere varmeregning, som kan ødelægge deres mulighed for at konkurrere. Denne lovændring vil - ifølge Dansk Energi - betyde, at Fynsværket fortsætter med at fyre med kul. - Det er naturligvis ærgerligt, hvis Fynsværket ikke vil være med i den grønne omstilling, men det har været et mål for alle forligspartier, at energiforliget skulle sikre danske arbejdspladser. Jeg håber selvfølgelig, at Fynsværket med tiden vil se en kommerciel mulighed i omstillingen, siger ministeren.