23948sdkhjf

Odense – Danmarks sidste fossile storby

Energiforliget er et stort skridt fremad for at få de danske storbyers varmeforsyning væk fra fossile brændsler. Men Odense bliver ladt tilbage.
Med energiforliget kan der nu komme gang i konverteringen fra kul til biomasse i Danmarks storbyer – dog med undtagelse af Odense. For udmøntningen af forliget betyder, at Fynsværket ikke bliver omstillet fra kul til biomasse i denne omgang. Det gør det langt sværere for regeringen at nå i mål med sine ambitiøse CO2-mål, mener Dansk Energi.

- Det er synd og skam, at Folketinget nu ser ud til at fjerne det økonomiske grundlag for, at også Fynsværket kan bruge grøn energi i form af biomasse. Det betyder, at den kommende klimalov - som skal sikre 40 procent CO2 reduktion i Danmark - pludselig skal skabe langt større CO2-reduktioner indenfor boliger, transportsektoren og i landbruget, siger Charlotte Søndergren, afdelingschef i Dansk Energi.

I sidste øjeblik er der justeret yderligere i varmeforsyningsloven, som onsdag er til 2. behandling i Folketinget. Det betyder, at virksomheder, der aftager såkaldt varme til proces, ikke skal bidrage til at skifte kul ud med biomasse. Det vælter ifølge Dansk Energi økonomien i at skifte kul ud med biomasse på Vattenfalls fynske anlæg. Derfor har Vattenfall meldt ud, at en omstilling eller et nybygget biomasseanlæg på Fynsværket ikke længere er aktuelt. Fynsværket har i dag et årsforbrug på 750.000 tons kul og udleder mere end 1,5 mio. ton CO2.

Opfordring til politikerne
- Vi vil meget gerne omstille til biomasse i branchen, da vi tror på, at udfasning af de fossile brændsler er fremtiden. Men det kræver, at man politisk får justeret kursen, og det skal ske hurtigt. For de nye politiske ændringer i det lovforslag, som Folketinget behandler i dag, gør desværre Odense til en fossil plet på landkortet. Samtidig skabes der fornyet usikkerhed om økonomien ved at introducere innovative grønne produktionsteknologier på kraftværkerne, konstaterer Charlotte Søndergren.

Charlotte Søndergren beklager, at man på den måde fravælger den billigste måde at nå de ambitiøse CO2-mål. Omstillingen til biomasse er det tiltag, som gør mest for at opfylde regeringens målsætninger for at begrænse CO2-udledningen. Derfor er det aktuelle lovforslag også et skridt frem, men desværre bare ikke på Fyn.

- Løsningen kunne være, at give modtagere af procesvarme et tilskud fra den pulje til VE-proces som blev afsat som led i energiforliget. Det kan så tage udgangspunkt i deres særlige ekstraomkostninger ved biomasse. Det kan sikre investeringerne og holde de fynske gartnere skadesfri. Jeg håber, at forligskredsen vil se konstruktivt på en løsning, så vi i efteråret kan sikre rammerne for, at også Odense kan få nedbragt sit CO2-udslip, siger Charlotte Søndergren.

Dansk Energi har forståelse for, at især gartnerne er hårdt konkurrenceudsat. Men hvis den politiske vilje er til stede, vil det være muligt at finde en løsning. Målet må være, at få Odenses varmeforsyning af det fossile Danmarkskort, skriver Dansk Energi i en pressemeddelelse.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11