23948sdkhjf

Mindst 750 millioner: Ordreindgangen hos Svanehøj slår alle rekorder i 2021

For tre år siden var Svanehøjs brændstofpumpe en lovende teknologi med stort potentiale, men uden nævneværdigt salg. Siden er efterspørgslen eksploderet, og i 2021 har virksomheden solgt brændstofpumper til LNG- og LPG-drevne skibe for et trecifret millionbeløb.

Udviklingen er drevet af den grønne omstilling i marineindustrien og er en understregning af den fantastiske fremgang, som Svanehøj oplever i disse år. Pumpespecialisten med hovedsæde i Svenstrup ved Aalborg har haft et forrygende 2021 og styrer mod en samlet ordreindgang for året på mellem 750 og 800 millioner kroner. Det er dobbelt så højt som budgetteret og 50 procent over den hidtidige rekord fra 2014.

- Den grønne omstilling af marineindustrien slår igennem langt hurtigere, end vi havde turdet håbe på. Samtidig har vi været så forudseende i vores produktudvikling, at vi lige nu står med en unik teknologi, der rammer direkte ned i branchens behov, siger CEO Søren Kringelholt Nielsen fra Svanehøj i en pressemeddelelse.

Målet er milliardomsætning i 2026

Da kapitalfonden Solix for tre år siden overtog Svanehøj, blev der lagt en strategi med et mål om at øge omsætningen fra knap 200 millioner kroner til en halv milliard i 2023. Den milepæl kommer Svanehøj meget tæt på allerede i dette regnskabsår. Derfor er ledelsen lige nu ved at lægge sidste hånd på en ny strategi, hvor målet er at fordoble omsætningen til 1 milliard kroner i 2026.

Det ambitiøse vækstmål forudsætter, at brugen af LNG og LPG som skibsbrændstof vil stige yderligere i de kommende år, og at der sideløbende vil opstå en efterspørgsel på nye brændstoftyper, drevet af de globale investeringer i Power-to-X:

CCS kan blive et rigtig stort segment

Den nye strategi sigter først og fremmest mod at understøtte skibsfartens overgang til klimaneutralt brændstof. Men strategien sigter også mod at udvikle helt nye løsninger til den infrastruktur, der skal bygges op omkring Power-to-X og Carbon Capture and Storage (CCS).

- Mange af de CO2-skibe, der sejler rundt på havene i dag, har Svanehøj-pumper installeret. Derfor er det helt oplagt for os at bringe vores teknologi i spil, når der om nogle år skal pumpes tusindvis af tons CO2 ned under Nordsøen. Vi tror på, at CCS kan blive et rigtig stort segment for Svanehøj i fremtiden, siger Søren Kringelholt Nielsen.

Strategien favner også en ambition om at sælge pumpeløsninger til landbaserede tankanlæg i havneterminaler over hele verden. Svanehøj købte tidligere i år virksomheden Wärtsilä Tank Control Systems og etablerede i den forbindelse en ny selvstændig forretningsenhed for landbaserede aktiviteter med base i Calais i Frankrig. Landbaserede aktiviteter har ikke hidtil været et fokusområde i Svanehøj. Men virksomheden ser et stort potentiale i markedet, som vil vokse i takt med, at tankanlæggene skal udbygges for at følge med efterspørgslen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109