Den altid omfattende klimakonference UN Climate Change Conference (også kaldet COP), løb af stablen fra d. 31. oktober til d. 13. november i Glasgow. Denne gang var vi nået til COP26. Den britiske minister, Alok Sharma, havde fået den til tider utaknemlige rolle som præsident for årets konference at skulle forsøge at nå frem til de store klimagennembrud.

Endnu en gang blev kimen til ”store” planer lagt for at bekæmpe klimaforandringer og sikre grøn omstilling. En generel tendens på COP’s er dog, at der bliver gået for meget rundt om den varme grød. Det virker af og til som om, at ledere lige fra USA's Joe Biden til Kinas Xi Jinping ikke er klar til at blive konkrete i deres forslag til løsninger – formentlig fordi det vil være bindende for dem.

En af hovedpunkterne i aftalen ved COP26 i Glasgow er blandt andet at lande inden udgangen af 2022 skal opdatere og styrke nationale klimamål. Landene opfordres til at skrue op for ren energi og skrue ned for kulkraftværker. [1] Det blev også fremlagt på COP26, at de mest udsatte grupper af mennesker lider mest under klimaforandringerne – også selvom disse grupper har den mindste klimamæssige påvirkning.

Det stiller derfor store krav til at et velhavende land som Danmark påtager sig sin del af ansvaret. Danmark har dog med sin ringe størrelse i internationale sammenhæng bokset over sin vægtklasse i mange år i klimakampen i forhold til at komme med forslag til investeringer i VE-tiltag. Dette kan vi fortsætte med – ja, faktisk er der behov for, at vi tager endnu større boksehandsker på.

For første gang i historien blev fossile brændsler nævnt direkte i en sluttekst fra en FN-klimakonference, da landene opfordres til at skrue ned for ineffektiv statsstøtte til fossile brændsler. Vi ved, at levetiden for et solcelleanlæg er over 30 år, og producenterne giver typisk 25 års garanti på solcellernes ydelse.

For de mest almindelige solcellelaminater - anvendt under danske betingelser – anslås energitilbagebetalingstiden at være mellem 1,5 og 2 år. Solcelleanlæg tjener altså sig selv ind energiproduktionsmæssigt mange gange i løbet af deres levetid. Den årlige solindstråling i Danmark varierer typisk ikke mere end ca. 10% fra et gennemsnitstal. Dette betyder, at man med rimelig præcision kan forudse produktionen hen over årets måneder og deres bidrag til elforsyningen.

Genbrugsmulighederne for solcellemoduler er også godt belyst, og solcellemoduler lader sig i vid udstrækning genbruge på kommercielle vilkår.[2] Solcelleanlæg er altså en konkret klimavenlig teknologi, der kan være medvirkende til at vi bruger færre fossile brændsler.

Hvis man skal forholde sig løsningsorienteret til de fornuftige punkter fra COP26, må bureaukrati ikke stå i vejen for klimavenlige valg. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har meldt ud, at regeringen i 2022 vil komme med et udspil til en grøn energi- og forsyningssektor baseret på vedvarende energi.[3]

Ministeren må forholde sig aktivt til at fjerne forhindringer på vejen for VE-sektoren, herunder solcellebranchen, når klimaudspillet skal udarbejdes. Et eksempel på en barriere er det nye VE II-direktiv, som har en meget løs fortolkning. Reglerne er ikke tydelige for hverken Borgerenergifælleskaber eller VE-fællesskaber, hvilket betyder, at borgere og virksomheder ikke kan gennemskue hvorledes reglerne skal tolkes og hvordan projekterne skal udføres. I teorien kan det betyde, at direktivet ikke får den ønskede effekt på i højere grad at engagere den lokale befolkning i den grønne omstilling. Vi bør i stedet have en overordnet fortolkning, der understøtter dette engagement. Det vil også stemme godt overens med EU’s ønske om at engagere borgerne i den grønne omstilling, hvilket også formodes at være et stort ønske fra dansk side, hvis vi vil være et foregangsland.   

Det fungerer heller ikke optimalt, at vi i Danmark har et ”ekstra” lag i den bureaukratisk godkendelse af solcelleanlæg. Når udstyret i et anlæg overholder gældende EU-lovgivning og implementeres i mange af vore nabolande, så forekommer det underligt, at det kræver supplerende dokumentation at få godkendt solcelleanlæg i Danmark. Det er en sten i skoen for den fri bevægelighed på det europæiske marked. Vi ved fra vores medlemmer, at det har en afskrækkende effekt på visse leverandører, som derfor ikke prioriterer at levere til Danmark.

Jo bedre forhold for vedvarende energi vi har i Danmark, jo mere kan vi udbygge, og på den måde også være med til at inspirere andre. Vi kan allerede nu sørge for at tage aktive valg, der gør Danmark til foregangsland på solcelleområdet. Måske solceller får en endnu større rolle på næste COP?

Artiklen er en del af temaet Klumme.