Foto: Brintbranchen

Med den nyligt overståede CO26 står det klart, at klimaindsatsen kalder på akut handling. Det store drama i formuleringen om, hvorvidt målsætningen er at ”nedfase” eller ”udfase” brugen af kul i energiproduktionen, viser, at vi fortsat har lang vej igen til en reel omstilling. Derfor er der brug for stærkt lederskab. Lederskab, der viser det grønne alternativ til både kul og olie i alle dele af energisystemet. Det er et lederskab, som Danmark bør tage på sig. Det kan vi også, men det kræver, at vi tillægger os et mere globalt perspektiv på den danske klimaindsats. Fremfor alene at måle og veje samtlige grønne initiativer på effekten for 70%-målsætningen i 2030, bør Danmark hæve blikket ud over de nationale grænser, og tage med i overvejelserne, hvad den danske udvikling kan betyde for verden omkring os. Det ansvar handler først og fremmest om en stærk national dedikation til grøn brint- og Power-to-X-produktion (PtX).

70%-ambitionen må ikke blive en hæmsko

De danske klimamålsætninger om 70% CO2-reduktioner i 2030 og klimaneutralitet i 2050 er både historisk ambitiøse og vigtige markører i klima- og energipolitikken. Et afgørende skridt, der udgør den røde tråd, der skaber sammenhæng i indsatsen. Men den tråd må ikke binde os på hænder og fødder, så udviklingen holdes tilbage. For i Danmark har vi alle tænkelige muligheder for at udvikle, producere og eksportere grønne brændsler, der vil kunne tage livtag med flere af omstillingens allersværeste udfordringer på globalt plan bl.a. lufttransport og international shipping. For klimaet er det et meget vigtigt skridt, og for dansk økonomi er der potentielt meget store gevinster, men udviklingen risikerer at blive hæmmet af det faktum, at det ikke skaber reduktioner i det nationale regnskab. Tværtimod så kommer det til at betyde, at der skal bruges en portion vedvarende energi til produktionen af de grønne PtX-brændsler. Derfor er det dels afgørende, at hensynet til PtX-produktionen tages i betragtning både i den massive udbygning af de danske VE-kapaciteter, der er nødvendig. og ligeledes vigtigt, at der ligeledes skabes tidssvarende vilkår for produktionen i Danmark. Netop derfor er Energinets nylige forslag til en reform af systemtariffen en meget vigtig brik i at gøre hele energisystemet både mere robust og klimavenligt, og en afgørende forudsætning for at Danmark kan producere grøn brint i store mængder.

Det største bidrag ligger uden for Danmark

Lykkes vi med det, kan vi yde et bidrag til den globale klimakamp langt over vort umiddelbare nationale potentiale, og 70- og 100% målsætningerne. For det danske brint- og PtX-eventyr handler ikke alene om, hvad vi kan bidrage med i form af brændsler, det handler lige så meget om udvikling af grønne teknologier til anvendelse i resten af verden, præcis som vi har set det med vind, og andre VE-teknologier, og vi kan skabe en sammenhængende dansk værdikæde hvor brint og PtX-teknologi, der er den naturlige forlængelse af den grønne værdikæde. En værdikæde der i høj grad består af danske virksomheder, og som konstant bliver længere og stærkere.

Eksport skal være et selvstændigt spor i brintudviklingen

Inden længe præsenteres regeringens brint- og PtX-strategi. Mange andre europæiske lande med Tyskland i spidsen, har allerede fremlagt ambitiøse strategier, og vi har travlt for at følge med de ambitiøse satsninger vore naboer præsenterer i disse år. Men Danmark har en unik fordel i produktionen af grøn brint som gennem det massive potentiale for udbygning af vedvarende energi, og Tyskland er f.eks. nødt til at importere store dele af den grønne brint, de skal bruge. Eksportmulighederne er store, og der er nødvendigt at have et særskilt eksportspor i strategien for opskalering af brintproduktionen, i samspil med en stigende brug af grøn brint og metanol i transportsektoren. Eksportstrategien er vigtig af hensyn til klima og økonomi, og for at sikre Danmarks position blandt de førende inden for både teknologi- og brintproduktion. Brintbranchens beregninger viser, at vi i 2030 har brug for minimum 7 GW elektrolysekapacitet, hvoraf ca. halvdelen skal bruges til eksport. Det er vigtigt fordi vi med 3-3,5 GW kan dække op til 25% af det tyske importbehov. Og, hvad der bør være et andet vigtigt element i strategien, så kan vi med den rigtige infrastruktur, gøre det i rørledninger, hvor det er både lettere og billigere at transportere så store mængder energi som molekyler frem for som elektroner i kabler.

Der er således helt åbenlyse og enorme gevinster at hente ved at tænke eksport ind i den danske klima- og energipolitik: Nye arbejdspladser, økonomisk vækst og et stærkt grønt erhvervsliv. De største gevinster er dog for klimaet, og ligger i et opgør med de internationalt udledte emissioner, der hverken tæller med i det danske eller noget andet nationalt regnskab, men som ikke desto mindre repræsenterer de tungeste klimasyndere. Men det kræver, at vi tør udvise det globale lederskab, og ikke stirrer os blinde på krydset i kalenderen 31. december 2029.

Artiklen er en del af temaet Klumme.