23948sdkhjf

Danmark stopper offentlig finansiering af sort energi i udlandet

Regeringen har besluttet allerede fra starten af 2022 at sætte et stop for offentlig dansk finansiering og eksportfremmeydelser til fossile brændsler i energisektoren i udlandet.

Konkret betyder beslutningen, at investeringer, projekter eller aktiviteter, der fremmer fossile brændsler i energisektoren i udlandet, ikke længere vil kunne støttes fra dansk side.

Det skriver Klima-, Energi og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse. 

- Vi skal skubbe verden i en grøn retning, ikke sort. Allerede sidste år besluttede regeringen et fuldstændigt stop for eksportfinansiering til kulkraft og termisk kul. Det har det nylige G20-topmøde nu også tilsluttet sig. Derfor vil regeringen presse på for, at vi også lukker for pengekassen til olie og gas-investeringer i udlandet. Fremtidens investeringer ligger i havvind, solceller og grønne brændstoffer, og Danmark lægger sig helt i front internationalt og kan inspirere andre lande til at fremme grøn energi, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Med beslutningen sætter Regeringen samtidig en stopper for eksportfremmeydelser for danske virksomheders aktiviteter inden for fossil energi.

- De danske virksomheder leverer allerede stærke grønne løsninger ude i verden og det er den vej vi skal. Danmark støtter desuden Storbritanniens COP26-erklæring om international støtte til at fremme grøn energiomstilling, herunder at stoppe finansiering til fossil energi i udlandet, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Helt konkret vil stoppet gælde for eksportfinansiering via EKF Danmarks Eksportkredit, eksportfremme via eksportrådet Trade Council og investeringer i Investeringsfonden for udviklingslande (IFU). Derudover vil regeringen have en meget restriktiv dansk linje i de multilaterale banker.

Undtagelser udløber i 2025

I særlige tilfælde – der primært vedrører naturgas – kan visse aktiviteter fortsat støttes indtil 2025. Det sker samtidig med en række strenge betingelser. F.eks. at det ikke sinker overgangen til vedvarende energi.

De begrænsede undtagelser indtil 2025 omfatter naturgasfyrede kraftværker i de fattigste udviklingslande, gas til clean cooking, og eksportrelaterede projekter, hvor naturgas indgår som et element i en overgangsløsning.

Stoppet omfatter ikke projekter, investeringer og aktiviteter relateret til fossile brændsler uden for energisektoren.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078