23948sdkhjf

Klumme: Lad os så komme i gang med CO2-fangst, lagring og anvendelse

Lad os så komme i gang. Sådan afslutter Egon Olsen sine fortællinger omkring de store planer, der skal gøre Olsen Banden rigere og sikre et otium i sydens sol. Samme sætning kan siges om den grønne omstilling, der skal være med til at sikre fremtidens vækst og beskæftigelse, og samtidig gøre det danske samfund rigere og mere bæredygtigt. Inden længe trækker en lang række samarbejdspartnere rundt om i Denmark i arbejdstøjet for at følge op på de regionale vækstteams anbefalinger. Pengene skal anvendes på at skabe regionale fyrtårnprojekter, og i en nordjysk kontekst skal der skabes et fyrtårnsprojekt for CO2-fangst, lagring og anvendelse.

Flere virksomheder har allerede nu teknologier og produkter klar, så vi skal i gang med at teste og demonstrere, at CO2-fangst, lagring og anvendelse kan fungere i praksis i både lille, mellem og stor skala.

Et fantastisk eksempel er i Thisted Kommune, hvor man på tværs af kraftvarmeværk, varmeforsyning og to danske virksomheder er gået sammen om at fange CO2 fra røggassen på affaldsforbrændingsanlægget i Thisted. Her har parterne selv sat forsøget i gang, og selv finansieret de 200.000 kroner, projektet har kostet. Det har været en stor succes. Selvom projektet kun har testet teknologien på en procent af røgen, er det en succeshistorie, fordi man har høstet gode erfaringer og nu tør drømme om et fuldskala Power2X-anlæg eller anden anvendelse af CO2’en.

Projektet i Thisted viser netop, at vi skal i gang med at prøve os frem og teste løsningerne. Vi kan ikke vente på, at vi har anlægget, der kan fange alt i stor skala. Vi skal i gang i mindre skala, høste de lavthængende frugter, skabe succesoplevelser og lære af vores erfaringer, så vi over tid kan bygge videre på de erfaringer, vi høster og skalere projekterne.

Selvfølgelig skal vi have ambitionerne om at lykkes i stor skala, og flere stærke aktører er gået sammen for at undersøge, hvordan man kan fange CO2’en på Danmarks største punktkilde for CO2 Aalborg Portland. Det er vigtigt for vores nationale CO2-mål, at de når i mål med det, da resultaterne her virkelig batter i det store regnskab.

Mens vi arbejder på den store skala, skal vi sideløbende understøtte mindre projekter, da der er masser af mindre punktkilder og eksisterende teknologier, som vi kan starte med allerede nu. Vi ved, at fremtidens teknologier er klar om 2, 5 eller 10 år? Men vi kan ikke blive ved med at vente på, at den bedste teknologi dukker op. Vi skal være klar til, at der kommer nye teknologier, men hvis vi altid venter på, at der kommer noget bedre i morgen, bliver det netop efter hockeystav-metoden, hvor en stor del af reduktionerne skydes ud i fremtiden. At udskyde hvad der allerede nu kan høstes af klimagevinster vil både være samfundsøkonomisk dumt og et svigt af klimaet. Vi skal i gang nu og starte i mindre skala, hvor vi kan. Det kan eksempelvis være fangst af CO2 på biogasanlæg, biomassebaserede kraftvarmeværker eller forbrændingsanlæg.

Og hvordan kommer vi så i gang nu? Vi skal samle de erfaringer og teknologier, vi allerede har og igangsætte test i mindre skala, så vi får fintunet teknologierne og kommer i gang med at høste de første resultater. Det gælder også på anvendelsesdelen, hvor flere af de større spillere begynder at efterspørge grønne drivmidler til den tunge transport.

Vi skal have pengene hjem til at støtte de virksomheder, der skal finpudse og videreudvikle deres teknologier til at blive klar. Allerede med det lille forsøg i Thisted har der været et netværk af underleverandører i gang, og vi skal skabe flere ringe i vandet og gøre både teknologier og kompetencer klar. Her kommer pengene fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i spil og de skal videre til virksomhederne. Rammerne skal sættes politisk, så virksomhederne, forsyningssektoren og kommunerne kan koncentrere sig om at tænke kreativt, indgå i samarbejde og sætte de nye test- og demonstrationsprojekter i gang.

De teknologier som vi udvikler i Danmark, kan efterfølgende finde anvendelse i hele verden, for det er ikke kun i Danmark, at CO2-udledningen udgør et presserende problem. Lad os så komme i gang.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.082