23948sdkhjf

Pandemien udskød alt: Aalborg CSP har kæmpet med toplinjen

Da pandemien ramte Kina, resten af verden og Danmark i starten af 2020 var det svært at forestille sig, hvilken betydning det ville få.

Næsten ingen har undgået at blive påvirket af coronaens hærgen - heller ikke Aalborg CSP med base i Nordjylland.

Her kigger CEO Svante Bundgaard tilbage på et 2020, som overhovedet ikke blev som ventet.

- Pandemien har kostet. Ordrebogen var fin, og vi havde underskrevet en del nye kontrakter, da vi gik ind i 2020. Men alle vores opgaver blev udskudt – også nye projekter blev udsat. Vi har derfor ikke kunnet hente omsætningen hjem. Aktivitetsniveauet så ud til at blive fint, men vi kunne ikke sætte os ud over Corona, siger han om regnskabet for 2020, som han langt fra er tilfreds med, men heller ikke skræmt af. 

Trods corona og pandemi havde Aalborg CSP alligevel travlt med at håndtere alle de opgaver, der opstod i kølvandet af alle de udskudte projekter - og med at geare sig til verdenen, når den igen engang åbnede op. 

Bruttoresultatet i 2020 landede på 27,4 millioner kroner mod 35 millioner kroner i 2019, mens årets resultat landede på -4,5 millioner kroner mod et overskud på 2,6 millioner kroner i 2019.

Kina, Dubai og resten af verden

Et af de projekter som virkelig tegnede godt ved indgangen af 2020 var levering af kedelsystemer til tre CSP-anlæg i Dubai. 

Produktionen af de 42 varmevekslere og trykbeholdere, som udgør en væsentlig del af projektet, skulle produceres i Kina, men ligesom man var startet op på den del, blev det hele lukket ned igen.

- Vi havde forventet, at  hovedparten af vekslerne ville være leveret sidste år, men alle leverancer blev stoppet, siger Svante Bundgaard, der dog kan sætte punktum for den del nu.

Alt er netop leveret til projekterne i Dubai - og Aalborg CSP kan se fremad efter et svært projekt midt i en pandemi og deraf følgende force majeure-forsinkelser i alle kontrakter.

Lagerløsning fra baghaven

Selvom projekterne i 2020 hang gevaldigt i bremsen, så havde Aalborg CSP imidlertid travlt. Blandt andet med opkøb og udvikling. Nærmest i sin egen baghave. Eller i hvert tilfælde i Skørping. 

Her overtog selskabet alle rettigheder og patenter til en damvarmelagerteknologi fra en lokal og global solfangerproducent, der havde udviklet en helt særlig lågteknologi til damvarmen. 
Og allerede inden blækket var tørt på købsaftalen, løb den første ordre ind.

Ordren lød på levering af en avanceret diffusionsbar lågløsning med automatisk udluftning og afvanding til Veks og Høje Taastrups 70.000 kvadratmeter store damvarmelager.

Men det bliver ikke ved det. 

- Vi har godt gang i energilagring og byder på flere projekter med damvarmelagre herhjemme, siger Svante Bundgaard uden at han kan afsløre, hvor disse projekter har til huse.

Fart på i 2022

Aalborg CSP har nu lukket ned for 2020 og fået godt fat i 2021. Corona-pandemien er så småt ved at lette lidt og Svante Bundgaard vejrer morgenluft. 

- Der har været en god aktivitet i det første halvår, hvor vi også får overskud. Vi har investeret kraftigt i R&D i lagerteknologier og har gang i mange forstudier på nye lagerprojekter, men den forventede aktivitet for nye projekter er fortsat langsommere end før Corona, siger Svante Bundgaard, der tror på sorte tal på bundlinjen i 2021.

- Det går stille og roligt nu, men vi forventer, at det hele accelererer i 2022 og fremefter.

Aalborg CSP A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttoresultat 27,4 35
Driftsresultat -5,3 3,3
Resultat før skat -6 3,2
Årets resultat -4,5 2,6
Egenkapital 24 27,8
Antal ansatte 49 49
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094