23948sdkhjf

Bøtten er vendt: Nu fylder hjemmemarkedet mest for Inopower

- Vi har været utroligt meget i udlandet. Nu sker der noget. Hjemmemarkedet skal til at have en plads nu – og det får nok en rimelig stor plads i både 2018 og 2019.

Sådan sagde CEO Kenneth Enevoldsen tilbage i 2018.

Og det har da så sandelig holdt stik. Rent faktisk er det lykkedes selskabet helt at vende bøtten.

- Det er gået forrygende herhjemme. Vi har fået fuldstændig fat i markedet. Næsten alt hvad vi rører ved går til os, fortæller han.

Politisk beslutning

Rent faktisk hentes mere end halvdelen af Inopowers omsætning i Danmark.

En vild fremgang, der skyldes to ting. Elektrificeringens fremtog i alle afkroge af Danmark og en fornuftig politisk beslutning.

- Der er sket det, at politikerne har taget en klog beslutning om energisystemet. Hvis det skal elektrificeres, skal elafgiften ned. Det har man gjort, og det har virket specielt for fjernvarmeværkerne. Derfor er der kommet et boom, siger bestyrelsesformand Troels Davidsen.

Alene i Danmark har Inopower for langt mere end 200 MW i pipeline.

Klinger ud

Både Troels Davidsen og Kenneth Enevoldsen er klar over, at den danske boom-bølge,  virksomheden rider på i øjeblikket, på et tidspunkt flader ud.

- Hvis man snakker tre til fem år, så vil der være et stabilt højt marked, men landet har en vis størrelse. Det er ikke fordi den grønne omstilling stopper, men der vil på et tidspunkt ikke være så mange projekter tilbage, siger Troels Davidsen.

Heldigvis har Inopower jo tidligere manøvret på andre marker end det danske, og det har man holdt fast i. Derfor er det heller ikke med hjertet oppe i halsen, at Troels Davidsen konstaterer, at det på sigt falder ro over det danske marked.

Inopower har nemlig allerede godt fat i en del lande i Europa.

- Udover ordre i Danmark og Tyskland er der senest tilgået elkedel-ordrer i Holland og generelt ser vi, at elkedelprojekter vinder frem i det meste af EU, siger Troels Davidsen

Industrien kræver muskler

For et år siden luftede parterne virksomhedens planer om at se væk fra fjernvarmeindustrien for også at fokusere på den energitunge industri, såsom de store kulkraftværker i Tyskland.

Der er dog ikke kommet helt skub i tingene endnu. 

- Vi har ikke solgt uden for fjernvarmeindustrien endnu. Industrivirksomheder, såsom virksomheder i papirindustrien, der bruger damp, vil gerne opgradere med elkedler. Men med corona lukkede alle investeringer ned, så den del er vi ikke kommet videre med, siger Troels Davidsen. 

Men den energitunge industri er langt fra afskrevet. 

- Vi forventer vækst i de kommende år i de kundesegmenter, der ligger udenfor den kollektive energiforsyning i EU. Vi ser, at energitunge industrier planlægger elektrificering med elkedler som en del af deres vej væk fra fossilt baseret hedtvands- og dampproduktion, siger Kenneth Enevoldsen.

Der er dog et lille benspænd, som Inopower forventer at kunne samarbejde sig ud af. Det kræver nemlig en virksomhed af en vis størrelse for at kunne bevæge sig inde på industrien i for eksempel Tyskland. 

- Vi har ikke muskler til det, men vi går efter samarbejder og har en del linet op allerede. Det er afgørende at vi finder den rigtige partner, siger Troels Davidsen, der om 14 dage skal mødes med en række potentielle partnere i Tyskland.

Svinger i utakt

Fordelen for Inopower i øjeblikket er at virksomheden har grebet muligheden i Danmark og holder momentum, samtidig udvikler virksomheden videre på etableringen af et solidt fundament i industrien og Europa. På den måde er Inopower helt klar, når resten af EU er klar til at følge med i Danmarks tempo. 

 - Det, der foregår i udlandet er ti år bagud. Udviklingen i Tyskland sker nærmest med ti års forsinkelse - og de er endda mindst bagud, fortæller Troels Davidsen og uddyber: 

- Det er til vores fordel at bølgerne svinger i modtakt - og det vil de altid gøre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109