23948sdkhjf

Ny miljøvenlig metode renser hospitalsspildevand

Gennem de sidste to år har et samarbejde mellem DTU, Teknologisk Institut, tre forsyningsselskaber og teknologileverandøren Norlex Systems, der nu hedder Alumichem, udviklet en teknologi, der kan fjerne antibiotikaresistente bakterier fra hospitalers spildevand på en miljøvenlig måde. 

Ved at fjerne de multiresistente bakterier allerede ved hospitalerne, mindskes sundhedsrisikoen for særligt kloakarbejdere og ansatte på de rensningsanlæg, der modtager spildevandet. Ligesom færre resistente bakterier i spildevandet er væsentlig, hvis kloakkerne ved kraftige regnskyl løber over.

Fakta om projektet

Projektet er støttet af MUDP.

Projektets partnere er DTU, Teknologisk Institut, Hillerød Forsyning, SK-Forsyning Slagelse, Hjørring Vandselskab og Alumichem.

Kilde: DTU

Den nye teknologi anvender kemikaliet pereddikesyre, der også bruges til desinfektion i fødevareindustrien og på sygehuse. Pereddikesyre nedbrydes fuldstændigt i vand og udgør dermed ingen miljømæssig risiko. Til gengæld har det vist sig at kunne fjerne antibiotikaresistente bakterier i spildevandet, oplyser DTU

- Vi har sammen udviklet en unik løsning, der miljøvenligt fjerner antibiotikaresistente bakterier. Teknologien kan anvendes både i separate kloakledninger, som nye hospitaler ofte har, og i de løsninger, hvor spildevandet fra typisk ældre hospitaler hurtigt ledes ind i det øvrige kloaknet, siger professor Henrik Rasmus Andersen, DTU Miljø, der leder projektet, og forsker Ravi K. Chhetri, som har været ansvarlig for en del af laboratorieforsøgene og analysearbejdet bag den nye løsning.

Pilottest ved tre hospitaler

Projektet har gennemført pilottest ved to forskellige hospitaler: Hillerød og Slagelse, der repræsenterer hver sin kloakløsning. Det er sket ved hjælp af et pilotanlæg, der er bygget i en container og dermed let at flytte.

Containeren har gjort det muligt at udtage prøver af spildevand undervejs i processen, så virkningen af forskellige doseringsniveauer af pereddikesyre kunne testes og sammenholdes med tidsfaktoren. Hvis hospitalets spildevand allerede efter et minut blandes med andet spildevand, er en større koncentration af pereddikesyre nødvendig, end hvis en separat kloakledning betyder, at blandingen med det øvrige ledningsnet først sker efter en halv time.

Rensningsanlæg klar til salg

Rent praktisk er det virksomheden Alumichem, der har opbygget pilotanlægget. Alumichem leverer rensningsanlæg til industrivirksomheder, der fjerner eksempelvis olie eller kemikalier fra deres spildevand, før det udledes til kloaknettet. Fremover kan virksomheden også levere anlæg til hospitaler.

- På baggrund af projektet kan vi tilpasse løsningerne til de forskellige behov, som hospitaler og kommunale rensningsanlæg har. Flere danske kommuner har allerede vist interesse, og vi ved, at der også i udlandet er et stigende behov for at rense spildevand fra hospitaler, siger direktør Thomas Eilkær, Alumichem.

Hillerød Forsyning er da heller ikke i tvivl om værdien af projektets resultater. I forbindelse med det nye supersygehus, der skal bygges i byen, er der således projekteret med en separat kloakledning.

- Hospitalet bliver en væsentlig punktkilde til resistente bakterier i spildevandet, og vi har nu den teknologiske løsning til, hvordan vi kan fjerne dem på hospitalets matrikel, inden de blandes med byens øvrige spildevand, siger Jørgen Skaarup, planlægger i Hillerød Forsyning.

Vigtigt bidrag til fastlæggelse af retningslinjer

Antibiotikaresistente bakterier findes ikke kun i hospitalers spildevand, da meget antibiotika indtages hjemme og dermed ender i husholdningernes spildevand. Som en del af projektet har Teknologisk Institut derfor sammen med forsyningsselskaberne indsamlet viden om niveauet for indhold af antibiotikaresistente bakterier i dansk spildevand generelt. Det er sket ved analyse af mere end 70 prøver fra 20 rensningsanlæg.

Disse tal kan være væsentlige i forhold til en kommende vejledende grænse for indholdet af antibiotikaresistente bakterier i spildevand fra hospitaler.

- Nogle af de nye hospitaler arbejder med løsninger, der fjerner alle antibiotikaresistente bakterier fra deres spildevand. Det er meget dyrt, og måske er det ikke nødvendigt, at grænsen er 0. Det kan derimod være mere logisk, at myndighederne stiller krav om at nedbringe niveauet til det, der findes i almindeligt husholdningsspildevand, siger forretningsleder Caroline Kragelund Rickers, Teknologisk Institut.

Næste fokus er medicinrester

Næste skridt for forskerne bliver at undersøge, hvor god pereddikesyre er til at fjerne medicinrester fra spildevandet.

- Vi har i projektet set, at der er en effekt, men er endnu ikke færdige med de nødvendige analyser, der kan kvantificere potentialet. Det glæder vi os til at se nærmere på i den kommende tid, siger Ravi K. Chhetri.

Kilde: DTU

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093