23948sdkhjf

Skal tilskud til varmepumper øges? Ø er imod - V vil se tiden an

I perioden fra 2015 til 2020 er salget af varmepumper steget. Energistyrelsen oplyser, at der i 2015 blev installeret 28.566 varmepumper, menst tallet i 2020 var godt 65.000.

En markant stigning, der til dels også kan kobles sammen med, at man sidste år indførte muligheden for at modtage tilskud til etablering af varmepumper, hvis man skrottede sit olie- eller gasfyr.

Men spørger man Troels Hartung fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, bør man på Christiansborg hælde flere penge i puljen, hvis man skal nå i mål med den grønne omstilling.

- Vi regner med at 15-17.000 vil skrotte deres olie- eller gasfyr til fordel for en varmepumpe i 2021, men vi skal op på omkring 30.000 årligt for at kunne få udfaset den fossile bygningsopvarmning inden 2030 (hvor Folketinget har aftalt, at CO2-udledningen skal nedsættes med 70 procent, red.), siger Troels Hartung.

V tilfreds med tilskud over tre runder

Så er spørgsmålet bare, hvad de siger til den idé på Christiansborg.

Venstres energi- og forsyningsordfører, Carsten Kissmeyer, er som udgangspunkt tilfreds med, at Bygningspuljen, der udover tilskud til varmepumper også giver tilskud til energibesparende vinduer, er blevet forhøjet fra 375 millioner i 2020 til 675 millioner i år.

Han hæfter sig også ved, at man nu har opdelt puljen i tre ansøgningsrunder, hvor der sidste år kun kunne søges én gang.

- Det var et problem, at det gik i stå, fordi der kun kunne søges en gang sidste år, så jeg er glad for, at det nu fordeles over flere gange. Så før vi kigger på om tilskuddet skal øges, vil jeg gerne se, om det her virker, siger Carsten Kissmeyer om puljen, hvis første runde kan søges til påske.

Ø vil satse på fjernvarmeudbredelse

I den anden side af folketingssalen er Søren Egge Rasmussen, energiordfører for Enhedslisten, ikke udtalt begejstret for idéen om, at tilskuddene skal øges yderligere.

- Vi mener, at man i stedet skal få flest muligt på fjernvarmenettet, så de ordninger, der støtter udbredelsen af fjernvarme, prioriterer vi i forhandlinger, siger Søren Egge Rasmussen med henvisning til tilskud til nedlæggelse af fossile fyr og tilskud til opkobling på fjernvarmenettet.

Han er dog bevidst om, at der er områder, hvor det kan blive svært at udbrede fjernvarmen, men mener ikke tilskuddene skal forøges.

- Helt ærligt: Skal vi øge tilskuddene til alle varmeløsninger? Han (Troels Hartung, red.) har interesse i, at hans medlemmer kan sælge mere. Men han må være en bedre sælger og forklare husejerne, at varmepumperne i visse tilfælde kan være en fordel, også selvom man ikke får tilskud.

- Så den hopper jeg ikke på. Det er samlet set store beløb, der allerede er bevilget på området på det seneste.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125