23948sdkhjf

TEKNIQ: Der skal flere tilskudskroner til varmepumper

Hvis man skal i mål med den grønne omstilling og nedsættelse af CO2-udledningen med 70 procent inden 2030, er en af løsningerne, at politikerne lægger flere penge på bordet til tilskud til varmepumper.

Så klar er beskeden fra Troels Hartung, chefkonsulent hos Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer blandt andre varmepumpeinstallatørerne.

Sidste år indførte man en tilskudsordning for varmepumper, og da man kunne søge puljen, blev den revet væk på bare 4 dage.

Kan tabe momentum

I år er puljen så forhøjet fra 375 til 675 millioner, og det glæder selvsagt Troels Hartung, fordi det betyder, at flere kan omstille fra olie- og gasfyr til et grønnere alternativ i form af varmepumper.

Men efter 2022 falder finansieringen, og det bekymrer Troels Hartung.

- Man risikerer at tabe det momentum, som er blevet opbygget, hvis tilskuddene ikke kan fortsætte.

For det at puljen blev udtømt så hurtigt er vel et udtryk for, at efterspørgslen er der?

- Ja, uden tvivl. Og det er positivt, at danskerne er bevidste om, at der er noget at komme efter her. Men så skal efterspørgslen så understøttes, for selvom en varmepumpe giver god varmeøkonomi, så kan det indebære en stor udgift lige her og nu, siger Troels Hartung.

Tilskud skal være klar til behov

Troels Hartung mener altså, at man skal i gang med at give flere tilskud.

- Det er besluttet, at man vil erstatte de fossile fyr, så der er ingen grund til at forhale det her, for så er der bare flere år, hvor man forurener med olie- eller gasfyr.

Hvad kan man så gøre for at sikre, at folk kan få lov at udskifte olie- eller gasfyr med en varmepumpe?

- Det gælder om at være klar med tilskuddene, når folks gas- eller oliefyr er klar til udskiftning, for ellers er der chance for, at folk udskifter til et gasfyr med en levetid på 18-20 år, og det er de færreste, der kommer til at udskifte dem med en varmepumpe efter fem eller 10 år, siger Troels Hartung.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14