23948sdkhjf

Danfoss bidrager med 25 millioner til oprensning af forurenet strand på Als

For lidt over et år siden kom Himmark Strand på Als med på den lidet flatterende liste over generationsforureninger i Danmark.

En partnerskabsaftale mellem Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og virksomheden Danfoss skal medvirke til at sikre, at Himmark Strand nu bliver oprenset.

Ambitionen er, at oprensningen skal være gennemført i 2023, meddeler Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

- Vores samarbejde omkring Himmark Strand er ikke nyt, men nu forpligter vi os til både at komme godt i gang og godt i mål med oprensningen, siger Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, i pressemeddelelsen.

Danfoss vil bidrage med 25 millioner kroner som et supplement til de midler, som oprensningen af Himmark Strand får tilført via finansloven.

Virksomheden har tidligere bidraget med cirka ti millioner kroner til forundersøgelsen, der skulle kortlægge problemets omfang.

Dyrt efterslæb

Generationsforureninger er blandt andet kendetegnet ved, at det vil koste mere end 50 millioner kroner at undersøge og oprense dem. Og at forureningen vil udgøre et problem i mange generationer i fremtiden, hvis der ikke bliver gjort noget ved den.

Der er afsat 50 millioner kroner på finansloven for i år og i alt 630 millioner kroner til og med 2025 til at gå i gang med de første af de i alt ti generationsforureninger i Danmark, hvoraf Himmark Strand altså er en af dem.

I 1950'erne og 1960'erne opstod der kraftig forurening på Himmark Strand, efter at affald fra Danfoss' produktion blev bortskaffet.

Ifølge Region Syddanmark kommer prisen for oprensningen af Himmark Strand forventet til at ligge et sted mellem 133 millioner kroner og 172 millioner kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.112