23948sdkhjf

Varmestrid på Lolland fortsætter: - Kommunen vil tvinge os til at underskrive aftale

Der er fortsat fyret godt op i varmekonflikten på Lolland.

Selvom Sakskøbing Varmeværk modvilligt indgik en aftale med Refa MSK om levering af varme indtil 2030, så er Maribo Varmeværk fortsat ikke interesserede i at indgå en aftale omkring leveringen.

Det skyldes, at Maribo Varmeværk selv kan producere varmen til en billigere pris, end den som Refa MSK kan tilbyde.

Uenighed om kedel

Men om Maribo Varmeværk rent faktisk må producere grundlast, er der uenighed om. For at producere nok varme til grundlast skal Maribo Varmeværk nemlig tænde op i både deres fliskedel og deres træpillekedel, og der er uenighed om, hvor vidt Maribo Varmeværk må bruge træpillekedlen.

Kommunens argument er, at man - da fliskedlen i sin tid blev etableret - besluttede, at træpillekedlen skulle skrottes.

- Kommunen siger, vi ikke må bruge træpillekedlen, men vi fik dispensation fra dem for at beholde træpillekedlen og i stedet droppe oliekedlen for at komme væk fra brugen af fossile brændsler, siger bestyrelsesformand for Maribo Varmeværk, Flemming Møller Jensen.

Energy Supply har set dokumentet fra 2018, hvori Lolland Kommune godkender, at det er oliekedlen og ikke træpillekedlen, der skal skrottes.

- De vil tvinge os

I Flemming Møller Jensens øjne er kommunens strategi klar: De vil sidde på al varmeproduktionen på Lolland.

- De sætter os en pistol for panden og siger, at vi skal tage imod det her tilbud, selvom vi kan producere varmen billigere, siger han og henviser til at Sakskøbing Varmeværk blev nødt til at takke ja til tilbuddet, idet de kun har en oliekedel selv, og regningen til denne ville være endnu dyrere.

Flemming Møller Jensen uddyber til spørgsmålet om hvorfor kommunen forsøger at stoppe Maribo Varmeværks brug af træpillekedlen:

- De ønsker at tvinge os til at underskrive en meget ugunstig leveringsaftale med Refa MSK (som er ejet af Lolland og Guldborgsund Kommuner, red.), siger Flemming Møller Jensen og understreger, at selvom Sakskøbing Varmeværk har indgået en leveringsaftale, så er Sakskøbing Varmeværk og Maribo Varmeværk fælles i kampen mod Refa MSK.

Mangler tilladelse til grundlast

Energy Supply har forholdt kritikken til Refas Energis bestyrelsesformand, viceborgmester i Lolland Kommune Henrik Høegh. Han henviser dog til Lolland Kommunes tekniske direktør, Bjarne Hansen.

- Vi kan ikke udtale os om konflikten mellem Refa MSK og Maribo Varmeværk, men som varmeplanmyndighed er vi inde over, fordi Maribo Varmeværk producerer deres egen varme. Her har vi gjort dem opmærksomme på, at de kun er godkendt til at producere spids- og reservelast, og de har ikke tilladelse til at producere grundlast. Så de kører en produktion, der er direkte i strid med deres projektgodkendelse, siger Bjarne Hansen.

Ingen tvang

Bjarne Hansen er heller ikke enig i, at det er kommunerne, der vil forsøge at tvinge Maribo Varmeværk til at indgå aftale.

- Refa er et selvstændigt retsobjekt med egen økonomi, bestyrelse og ledelse, så der ligger ikke en politisk beslutning i byrådet. Det er alene en beslutning i Refas bestyrelse, siger den tekniske direktør.

Det skal dog siges, at Refas bestyrelse udgøres af byrådsmedlemmer fra Guldborgsund og Lolland Kommuner.

Han henviser derudover til, at hvis Maribo Varmeværk er utilfredse med de priser, som Refa MSK tilbyder, så må de tage sagen op med forsyningstilsynet, der kan behandle sager om hvorvidt varmeværker, der har tilladelse til at producere grundlast, forlanger for høje priser for varmen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11