23948sdkhjf

Elektrificering og sektorintegration er nøglen til 70 procents-målet

Forestil dig et samfund med rigelige mængder grøn energi fra vindmøller og solceller. Et fuldt ud elektrificeret samfund med smarte og energieffektive byer, hvor bygninger, biler og maskiner drives af grønne energiformer, der bliver udnyttet over alt i samfundet. Det må være en del af Danmarks vision frem mod 2030, så vi kan overgå til et mere klimavenligt samfund, end det vi kender i dag. I en ikke så fjern fremtid skal vedvarende, grønne energikilder som sol og vind være en endnu større ingrediens i Aarhus’ energiforsyning, end de er i dag. Sammen med bæredygtig biomasse, som for eksempel halm, skal et grønt energimiks bringe Aarhus nærmere en CO2-neutral fremtid.

Elektrificeringen af det danske samfund er grundlaget for en succesfuld grøn omstilling. Vi skal have udfaset de fossile brændsler og i stedet have elektrificeret betydelige dele af vores energisystem. Målet om en 70 procents reduktion i 2030 er meget ambitiøst, men klimapartnerskabernes arbejde sandsynliggør, at målet er inden for rækkevidde, hvis vi udnytter mulighederne. Men vi skal samarbejde på tværs af forskellige brancher for at nå vores ambitiøse samfundsmål.

I Aarhus har vi sat os et endnu mere ambitiøst mål. Vi vil være CO2-neutrale i 2030. En succesfuld elektrificering af energiforbruget kræver nye samspil mellem de forskellige sektorer - el, fjernvarme, transport, industri m.fl. Med løsningerne i snitfladerne mellem forskellige sektorer kan der frigives nye løsningsmuligheder, som kan medvirke til at accelerere omstillingen.

Samarbejde om fælles mål medfører nye løsninger

Sektorintegration og smarte energisystemer er helt centrale i fremtiden for at skabe de nødvendige energi- og klimaforbedringer.  Skal ambitionerne realiseres, skal grundlaget imidlertid være på plads. For selv om elektrificeringen og sektorkoblingen er mulig, kræver det først og fremmest fortsatte betydelige investeringer i at udbygge systemet med mere vedvarende energi gennem vind og sol i det ganske land.

Hos AffaldVarme Aarhus målrettes de langsigtede investeringer i fjernvarmen mod, at sol og vind overvejende anvendes som energikilder til fjernvarmen. Det kan være ved at udnytte el til at drive elkedler eller et geotermisk anlæg.  

NRGi investerer i vind- og solenergi, som vil styrke vores bidrag til CO2-reduktionen markant og skabe et stærkere grundlag for en elektrificering. Men hvordan får vi varmen, når det er hundekoldt, og vinden ikke blæser, og solen ikke skinner? Vi bliver nødt til at arbejde tættere samarbejde mellem vores forsyningsarter, så vi sammen kan efterspørge, lede og opdyrke fremtidens smarte teknologimiks, der gør, at det samlede energisystem hænger godt sammen og er omkostningseffektivt.

Samarbejde frem for siloer

Skal vi løse klimaudfordringerne, er det vigtigt, at alle os aktører – ikke bare de klassiske energiproducenter – forstår de muligheder, der ligger i at nedbryde silotænkning og samarbejde på tværs af sektorer. Gennem et mere tværgående mindset skal der skabes de bedste forudsætninger for, at virksomheder og brugere kan skabe nye løsninger, der ikke bare gavner økonomien og klimapåvirkningen i Danmark, men også giver inspiration til andre.

Hvis vi samarbejder om nye, smarte energisystemer, tror vi på, at vi kan nå langt med at reducere CO2 aftrykket i Aarhus og samtidig medvirke til at skabe løsninger, der kan styrke sammenhængskraften betragteligt og tilmed inspirerer til, at vi når de nationale CO2-målsætninger.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063