Flagermus stikker kæp i hjulet for 36 kæmpevindmøller i Nordjylland
Alle godkendelser i form af VVM-redegørelse, kommuneplantillæg og lokalplaner var på plads for opstilling af 36 kæmpevindmøller, der skulle gøre Nørrekær Enge på grænsen mellem Vesthimmerlands og Aalborg kommuner til hjemsted for Danmarks største vindmøllepark på land (Nørrekær Enge II), men nu sår et bare 28 gram tungt og bevinget pattedyr tvivl om, hvorvidt projektet kan gennemføres.
Nørrekær Enge II
Består af 36 møller med en højde på op til 150 meter.
24 vindmøller skulle opsættes i Vesthimmerland Kommune og 16 i Aalborg Kommune.
Vindmølleparken var planlagt til at levere strøm til 90.000 til 110.000 husstande.
Investeringen lød på mere end en milliard kroner.
Kilde: Nordjyske
Det skriver Nordjyske.
Ifølge Planklagenævnet er der mangler i den miljørapport, der skal afklare projektets konsekvenser for naturen, herunder for en af Danmarks mest sjældne flagermus, damflagermusen, og derfor har Miljø- og Fødevareklagenævnet netop annulleret de to kommuners godkendelse af VVM-redegørelsen og henvist projektet til fornyet sagsbehandling.
Det drejer sig i sær om fejlagtige observationer om damflagermusens måde at flyve på. Samtidig mener Planklagenævnet, at de flagermusundersøgelser, der er lavet, ikke er tilstrækkelige, taget i betragtning af parkens placering tæt på et Natura-2000-område.
Vattenfall går i tænkeboks
Hos Vattenfall, der sammen med Nørrekær Enges Vindmølleforening, står bag den planlagte vindmøllepark, er man nu gået i tænkeboks.
- Vi er naturligvis skuffede over resultatet af afgørelsen, da udviklingen af Nørrekær Enge II ikke kan fortsætte, som vi havde planlagt. Vi er i gang med omhyggeligt at gennemgå konklusionerne fra Planklagenævnet for sammen med vores lokale partnere at vurdere de forskellige muligheder for projektets fremtid, siger Esben Baltzer Nielsen, der er pressechef hos Vattenfall.
Han kan ikke sige noget om, hvor projektet lander, men han påpeger over for Nordjyske, at det stadig er et attraktivt område og at man hos Vattenfall er overbevist om, at der på et tidspunkt vil blive udviklet en ny vindmøllepark i området.
Et sjældent dyr
Damflagermusen (Myotis dasycneme) er en flagermusart, som tilhører familien barnæser.
I Danmark findes damflagermus hovedsageligt i Midt- og Østjylland, men arten er sjælden.
Arten er på EF-Habitatdirektivets bilag II og IV, hvilket betyder, at den kræver så streng beskyttelse, at Danmark skal udpege habitatområder. Damflagermusen er også omfattet af Flagermus-aftalen, og derudover er den som alle andre arter flagermus fredet.
Med et vingefang på omkring 30 cm hører damflagermusen til de mellemstore arter. Fra snudespids til halespids måler den 11 cm, og vægten kan være op til 28 gram.
Kilde: Nordjyske