23948sdkhjf

Trefor El-net udpeger to landsbyer som living-labs

Landsbyerne Nr. Bjert og Strib er ikke blevet valgt ved et tilfælde

Danmark er i fuld gang med at omstille samfundet, så danskernes forbrug og hverdag bliver mere bæredygtig – blandt andet ved at skifte olie- og dieselbiler ud med el-biler.

De mange elbiler presser el-nettet – men hvor meget påvirker elbilerne egentlig el-nettet?
For at kunne svare på det spørgsmål skal der være et datagrundlag, som viser forbruget fordelt over døgnet, og derfor har Trefor El-net udvalgt to områder i Trekantområdet – Nr. Bjert og Strib – som såkaldte ’living labs”’

- Et living lab kan være mange ting. I dette tilfælde er det to udvalgte områder, hvor vi indsamler og analyserer data for el-forbruget, så vi bedre kan planlægge, hvordan vi udbygger eller vedligeholder el-nettet, siger projektleder Claus Urup, der er el-ingenør hos Trefor El-net.

Nr. Bjert og Strib

Det er 164 husstande i Nr. Bjert og 137 husstande i Strib og hver enkelt af de husstande bidrager med data om husstandens el-forbrug. 

De indsamlede data indgår i forskningsprojektet Flexible Energy Denmark (FED), der er et fire-årigt forskningsprojekt støttet af Innovationsfonden.

- Formålet med projektet er, at vi ved at analysere de tilgængelige data i Trekantområdet kan få indsigt i danskernes el-forbrug, og derved påvirke forbrugsrytmen, så vi kan undgå overbelastning af el-nettet og samtidig hjælpe den grønne omstilling, siger projektchef Heidi Hyre-Fenneberg.

Selvom det helt overordnet set handler om forsyningssikkerhed, så handler det også om økonomi.

- Det koster penge at udbygge el-nettet. Hvis Danmark blot skulle udbygge, så der kunne være max belastning alle steder på alle tidspunkter af døgnet, ville det koste milliarder. Det er der ingen, der er interesserede i. I stedet for undersøger vi, hvad vi kan gøre på forbrugssiden, så det ikke bliver nødvendigt, siger Heidi Hyre-Fenneberg.

Ikke tilfældigt udvalgt

De to living-labs i Nr. Bjert og Strib er ikke tilfældigt udvalgt, fortæller Claus Urup.

- Vi har udvalgt områderne med henblik på, at det rent energimæssigt er meget forskellige områder, og derfor er det interessant at sammenligne dataen, forklarer han.

Living lab-området i Strib har naturgas og skal derfor omlægge til fjernvarme, varmepumper eller anden opvarmningsform indenfor nærmeste fremtid. Derudover er der en overrepræsentation af el-biler i netop Strib i forhold til det nærliggende Middelfart.

Omvendt, så er området i Nr. Bjert et typisk fjernvarme-område, hvor en stor del af de fortrinsvis ældre parcelhuse er konverteret til fjernvarme. Det er en relativ ny udstykning, hvor der er installeret varmepumper i nyere, store huse.

- Vi forventer, at begge områder er nogle af de områder, hvor elbilerne kommer først, fordi de statistisk set ligger i den høje ende husstandsindkomstmæssigt. Så det er rigtig interessante data at arbejde med, siger Claus Urup.

Trefor El-net oplyser, at de to living labs allerede er aktive.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089