23948sdkhjf

Bred politisk aftale sikrer mere kabellægning af højspændingsledninger

Rundt om i landet kan man se frem til langt færre højspændingsledninger i landskabet.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance er blevet enige om at ændre udmøntningen af puljen til kabellægning af den del af højspændingsnettet, der betegnes 132-150 kV, så der sikres mest mulig kabellægning for pengene.

Aftalen betyder, at der kan kabellægges op mod 40 pct. mere af de eksisterende 132-150 kV-luftledninger for de samme midler.

Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Dagens aftale betyder også, at naboerne til nye 400 kV-net får samme vilkår om øget kabellægning, som man politisk lovede borgerne i de kommuner i Syd- og Vestjylland, der berøres af en ny 400 kV-forbindelse. Konkret betyder det teknisk mulig kabellægning af nye 400 kV-net og fuld kabellægning af nærliggende 132-150 kV-luftledninger, dvs. kabellægning af det teknisk mulige.

- Den grønne omstilling og elektrificeringen af samfundet medfører et øget behov for ny infrastruktur og flere højspændingsledninger. Men med den nye aftale sikrer vi betydelig mere kabellægning og altså færre gener i landskabet. På den måde understøtter vi, at den kommende udbygning af elnettet bliver så skånsom som mulig for borgerne og naturen, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Puljen forventes at række til at kabellægge ca. 550 km af de eksisterende 132-150 kV-luftledninger forventeligt frem til 2030. Med puljen og den besluttede kabellægning i Syd- og Vestjylland på 243 km svarer det til at kabellægge ca. halvdelen af de knap 1.700 km 132-150 kV-luftledninger i Danmark.

Energinet har netop offentliggjort et nyt planarbejde 2020 for de langsigtede udviklingsbehov i el- og gasnettet frem mod 2040, som bl.a. anviser forslag til mulige netudbygninger.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078