23948sdkhjf

Konservative: Salget af Fjernvarme Fyn kan være ulovligt

- Nye oplysninger viser, at salget af Fjernvarme Fyn til Energi Fyn kan være ulovligt. 

Det skriver Det Konservative Folkeparti (De Konservative) i Odense i en pressemeddelelse. 

Her i fremføres det, at Varmeforsyningslovens §23f bestemmer, at forbrugerne har forkøbsret til fremføringsanlægget (varmerørerne).

Den forkøbsret har Odense Kommune og Energi Fyn i De Konservatives optik valgt at se bort fra i deres aftale. 

- Her nævnes det, at forbrugerne ikke har forkøbsret til selskabet (Fjernvarme Fyn), men ifølge en udtalelse fra Forsyningstilsynet som Konservative i Odense har fået indhentet, har forbrugerne forkøbsret til fremføringsanlægget (varmerørene), fremgår det af pressemeddelelsen.

De Konservative i Odense er modstandere af salget af Fjernvarme Fyn, da partiet ikke stoler på, at odenseanerne ikke vil opleve prisstigninger, når Energi Fyn skal have investeringen tjent hjem igen. 

Samtidig frygter partiet for, hvordan de odenseanske fjernvarmeforbrugere vil være stillet i fremtiden.

Det er med udgangspunkt i de usikkerheder, at Det Konservative Folkeparti har kontaktet en advokat og Forsyningstilsynet for at få sagen belyst. 

Forsyningstilsynet svarer 

Ud over kontakten til advokaten har De Konservative altså også stillet spørgsmål til Forsyningstilsynet. 

Forsyningstilsynet slår i et svar til De Konservative fra 1. oktober fast, at:

- Forkøbsretten for forbrugerne er reguleret i varmeforsyningslovens § 23 f, stk. 1. Det følger heraf at, inden et fremføringsanlæg kan afstås til andre end kommuner, skal forbrugerne af anlægget tilbydes at købe anlægget til markedspris.

- Det er et meget klart svar. Forbrugerne af anlægget skal tilbydes at købe dette til markedspris. Anlægget er værdisat til kr. 0. Det er derfor ikke korrekt når det i aftalen mellem Energi Fyn og Odense Kommune stk. 1.2 – uden nærmere begrundelse – anføres: Forbrugerne har ikke forkøbsret til Selskabet efter varmeforsyningslovens § 23f, skriver De Konservative i pressemeddelelsen. 

Præcedens fra tidligere sager

Det Konservative Folkeparti har også haft fat i advokat inden for Varmeforsyningsloven, Pernille Aagaard Truelsen fra Advokatfirmaet Energi & Miljø i Aarhus. 

Hun har kigget på sagen og mener, at der er en præcedens fra tidligere afgørelser for, at et fjernvarmeanlæg ikke uden videre kan sælges, uden at forbrugerne er blevet hørt. Hun henviser til en tidligere afgørelse fra en sag, hun har ført. Det var en sag om Farum Fjernvarme, som medførte denne konklusion fra Forsyningstilsynet:

- Ud fra en samlet afvejning, og særligt henset til formålet med bestemmelsen om forbrugernes forkøbsret, er det vurderingen, at begrebet ”forbruger” skal forstås som de slutforbrugere, der direkte eller indirekte er tilsluttet til hele eller dele af det fremføringsanlæg, der ønskes overdraget til anden side. Fremføringsanlægget skal således ses som betegnelse for hele den rørføring, der leder varmen fra produktionsanlægget til slutforbrugeren… Er fremføringsanlægget et transmissionsanlæg skal forbrugerne derfor forstås som de slutforbrugere, hvis distributionsanlæg aftager varme fra transmissionsanlægget. Det er i den forbindelse uden betydning, om slutforbrugeren aftager varme til sig selv, til proces eller til videresalg efter lejeloven.

Konservative i Odense vil nu bede borgmester Peter Rahbæk Juel om en forklaring på hvorfor Odense Kommune og Energi Fyn ikke mener, at fjernvarmeforbrugerne har forkøbsret til fremføringsanlægget som Varmeforsyningslovens §23f foreskriver, og hvorfor hverken byråd eller borgerne i Odense er informeret om forkøbsretten i salgsprocessen og den efterfølgende demokratiske samtale med borgerne.

Læs mere her: S er trygge ved fjernvarmesalg: Der er ikke noget at komme efter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094