23948sdkhjf

En halv milliard og 27 initiativer skal sætte skub i coronaramt dansk eksport

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om en ny aftale, der skal sætte skub i den coronaramte danske eksport.

Aftalen består af 27 nye initiativer, som der er afsat en halv milliard kroner til.

- I Danmark er vores virksomheder ekstremt dygtige til at eksportere både produkter og services men også grønne idéer, og det skal vi sørge for at værne om, selv om coronakrisen kradser over hele verden, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

De 27 initiativer er fordelt over fire områder.

Områderne dækker over lettere adgang for erhvervsrejser, øget international markedsføring og eksportfremme, styrket e-handel, digital omstilling og nye serviceløsninger samt grøn genstart, investeringer og mere risikovillig kapital.

Aftalen er blevet indgået på baggrund af anbefalinger fra Forum for genstart af dansk eksport og otte genstartsteams, som afleverede deres anbefalinger til genstart af dansk eksport til regeringen i midten af september.

Godt tre fjerdedele af genstartsteamenes anbefalinger på kort sigt er blevet inddraget i den endelige pakke.

- Der har været utrolig mange gode anbefalinger at tage fat på fra erhvervslivet, og det har ikke været nemt at prioritere.

- Men jeg synes, at vi med den her pakke lægger grundstenene for, at vi også på den anden side af coronakrisen har stærke eksporterhverv, der beskæftiger tusindvis af danskere, her i landet, siger Simon Kollerup.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet.

I erhvervslivet er der begejstring for, at de danske eksportvirksomheder nu får en hjælpende hånd.

Hos Dansk Industri, der er landets største erhvervsorganisation, opfordrer man politikerne til hurtigst muligt at følge op med yderligere initiativer, som kan understøtte erhvervsrejser.

- En af de helt store udfordringer for dansk eksport er de mange rejserestriktioner, der gør det svært for erhvervsrejsende.

- Virksomhederne kæmper med næb og kløer for at fastholde kunder og kapre nye ordrer, og de otte genstartsteams har alle peget på netop den udfordring.

- Derfor er der behov for, at politikerne sætter endnu mere fokus på og prioriterer ressourcer til at få eksempelvis fast track ordninger og testfaciliteter på plads, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

Danske virksomheder eksporterer varer og tjenester for mere end 1200 milliarder kroner om året og understøtter i omegnen af 800.000 danske job.

Ifølge Dansk Industri vurderes eksporten alene i 2020 at falde med op mod cirka ti procent.

/ritzau/

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094