23948sdkhjf

Hofor kaster sig over de sidste tre: Blødere vand på vej til københavnerne

Hofor er i gang med at modernisere og indføre blødgøring af drikkevandet på virksomhedens i alt syv regionale vandværker.

Værket ved Marbjerg er klar til at blive sat i drift i år, og de tre værker Værket ved Søndersø, Værket ved Thorsbro og Værket ved Gevninge er allerede enten under opførelse eller meget langt i planlægningen. 

Nu er projekterne til de tre næste værker for alvor startet op. Det drejer sig om Værket ved Islevbro, Værket ved Slangerup og Danmarks største vandværk Værket ved Regnemark.
Der er skrevet kontrakter med en række rådgivere, som skal stå for planlægningen af både renovering og nye anlæg til blødgøring i samarbejde med Hofors specialister.

Det samlede hold består af Niras, Krüger, Cowi, PLH Arkitekter, Øllgaard, Emcon, Rørbæk & Møller og Sweco.

Lukket kredsløb

Moderniseringen af vandværkerne vil betyde, at drikkevandet, som strømmer ind til københavnerne gennem kilometervis af vandledninger, fortsat vil have en høj fødevaresikkerhed mange år frem i tiden. Det sker via nye standarder, hvor vandbehandlingen foregår i helt lukkede kredsløb i stedet for på anlæg med åbne vandoverflader og iltningstrapper.

- Vi er i gang med en proces, hvor hele vores produktion skal omstilles til de nye standarder – og sådan en proces tager tid. Der er stor efterspørgsel på blødere vand fra både forbrugere og virksomheder i vores forsyningsområde, så vi vil løbende udrulle denne modernisering på alle vores vandværker, siger Erling Fischer, som er projektchef i Hofor for vandværker og blødgøring.

Alene værket ved Regnemark vil efter modernisering og blødgøring være i stand til at levere blødere vand til ca. 75 pct. af kunderne i København og omegnskommunerne. 

Danmarks største vandværk

Til den udfordrende opgave med de tre sidste vandværker i rækken har Hofor samlet et bredt hold af landets dygtigste specialister og rådgivere.

- Det er spændende at være med til at sætte præg på Danmarks største vandværk og fortsætte det gode samarbejde med Hofor om at levere blødere vand til hele hovedstadsområdet. Vi kan bruge erfaringerne fra de tre værker vi allerede arbejder på – eksempelvis projekterer vi i komplet 3D på alle fagdiscipliner på alle værker, så vi har et meget godt grundlag at arbejde på til dette vandværk, siger Claus Legarth Bjørn, fra Cowi, som sammen med PLH Arkitekter arbejder med bygninger og arealerne omkring vandværkerne.

Såvel ude som inde er Hofors specialister godt hjulpet på vej af rådgiverteamet. Det gælder også på procesanlægget.

- Vi har allerede samlet en masse viden om vandbehandlingen ved design af tre af Hofors regionale værker og er meget glade for, at vi nu kan bruge den erfaring på de næste værker. Vi arbejder sammen med Hofor om at gøre vandværkerne så bæredygtige som muligt. Vandbehandlingsanlægget og de tilhørende pumpeanlæg skal designes, så man bruger mindst muligt energi og lige nu arbejder vi intenst på at vælge rørsystemer af rustfrit stål, der har en mindre miljøbelastning uden at gå på kompromis med pris og kvalitet, forklarer John B. Kristensen, fagleder fra konsortiet Niras/Krüger.

Det gode samarbejde og vidensdelingen imellem de mange specialister på opgaven bliver styrket ved, at hele holdet arbejder sammen på et stort projektkontor dannet til formålet i Rødovre. 

– Vi arbejder fra samme kontor og projekterer på tværs af alle rådgiverteams for at hjælpe hinanden og opnå størst mulig synergi mellem projekterne. På den måde får vi nemt og hurtigt afklaret små udfordringer, der opstår, og som ellers ville kræve et møde eller en længere mail-korrespondance. Nu har vi gjort det i flere år med de første tre regionale vandværker, og vi kan se, at det virker. Derfor fortsætter vi den tætte samarbejdsform med de næste vandværker, siger Erling Fischer fra Hofor.

Det første værk, rådgiverteamet går i gang med, er Værket ved Regnemarke.

Om Værket ved Regnemarke

  • Er opført i 1964
  • Leverer årligt omkring 12 mio. m3 drikkevand til hovedstadsområdet
  • Det nye værk bliver bygget 2023-2026
  • Bygherre: Hofor
  • Rådgivere: Niras, Krüger, Cowi, PLH Arkitekter, Øllgaard, Emcon, Rørbæk & Møller og Sweco 

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141