23948sdkhjf

Nystiftet biogasselskab investerer to-cifret millionbeløb i første anlæg

I foråret 2020 etablerede Danish Bio Commodities investeringsselskabet DBC Invest. Samtidig løftede  selskabet sløret for en samlet investeringspulje på 215 millioner kr. i danske biogasanlæg.

Den første investering er netop gennemført.

DBC Invest overtager aktiemajoriteten i Grauballegaard Biogas, hvis kommende biogasanlæg er under opførelse.

Fakta: Grauballegaard Biogas

Bygherre: Mads Niær Kristensen 

Totalentreprenør og -leverandør: Lundsby Biogas 

Budget: 95 millioner kroner

- Vi glæder os over aftalen og det kommende samarbejde med Grauballegaard Biogas. Investeringen er spot on ift. til DBC Invests ambitioner om at være en attraktiv partner i den danske biogasbranche. Udover kapital vil vi bidrage med en solid indsigt i landbrugs- og energisektoren, som vi i samspil med Grauballegaards foreløbige erfaringer fra biomasse- og biogasområdet vil kunne udnytte maksimalt. Derfor ser vi gode perspektiver for anlægget, siger Rune Ledgaard Sørensen, direktør i DBC Invest i en pressemeddelelse. 

DBC Invest investerer et to-cifret millionbeløb i Grauballegaard Biogas, der koster 95 millioner kroner at opføre. 

Direktøren er fundet
Mads Niær Kristensen, der er ejer af Grauballegaard og medejer af Grauballegaard Biogas, bliver storleverandør af biomasser til det kommende anlæg. Samtidig får han titel af direktør i Grauballegaard Biogas og kommer derfor til at spille en central rolle i etableringen og udviklingen af anlægget.

- Jeg tror på et godt og frugtbart samarbejde. DBC består af nogle professionelle mennesker, som har stor interesse i og viden om biogas, så der er grobund for at bringe en masse synergier frem. Derudover involverer de sig i andre biogasanlæg og er med i udviklingen af græsprotein, hvilket er med til at bringe yderligere viden til bordet. Vi behøver jo ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken, siger Mads Niær Kristensen.

Grauballegaard Biogas har i første omgang fået tilladelse til at behandle 89.000 tons biomasse årligt, hvilket giver en gasproduktion på 6 millioner kubikmeter opgraderet biogas om året. 

Læs også: Biogas-investor foretager tredie anlægs-investering på en måned

Forventningen er, at selve gasproduktionen påbegyndes medio 2021.

Første af mange
Grauballegaard Biogas er altså den første investering af mange. Der er i hvert tilfælde gode vilkår for fremtidige investeringer.

Interessen fra biogasbranchen er der, og så har man stadig en god portion af den samlede investeringspulje på 215 millioner kroner at rutte med. 

- Vi har masser af penge tilbage, men vi er også godt i gang med at bruge af dem, siger Rune Ledgaard Sørensen.

DBC Invest varsler nemlig om flere biogasinvesteringer over de kommende måneder. 

Om Danish Bio Commodities
Danish Bio Commodities varetager salg af de grønne certifikater, som biogasanlæggene får tildelt på baggrund af gasproduktionen.

Danish Bio Commodities ønsker – i tæt samarbejde med biogasproducenterne – at være med til at skabe et transparent, bæredygtigt og langsigtet marked for handelen med grønne certifikater.

Ambitionen er endvidere at udvikle det i forvejen eksisterende køberfelt blandt europæiske virksomheder yderligere og matche disse virksomheder med produktionsprofilen hos de danske biogasproducenter.

Danish Bio Commodities ejes af Vestjyllands Andel, Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078