I/S Nordforbrænding indtræder i ejerskabet af Helsingør Kraftvarmeværk A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 24. november 2011 modtaget en almindelig anmeldelse af I/S Nordforbrændings overtagelse af 1/3 af aktierne i det af Forsyning Helsingør A/S ejede datterselskab, Helsingør Kraftvarme A/S.
Konkurrencerådet skal godkende
I/S Nordforbrændings overtagelse af 1/3 af aktierne i Helsingør Kraftvarmeværk A/S og opnåelse af fælles kontrol over selskabet, sammen med Forsyning Helsingør A/S, udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.
Efter fusionen vil Forsyning Helsingør A/S og I/S Nordforbrænding samarbejde om driften af kraftvarmeværket og den tilhørende transmissionslinje i selskabet Helsingør Kraftvarmeværk A/S, der ved fusionen erhverves fælles kontrol over.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 2. december 2011 kl. 12.00.
Om parterne
Forsyning Helsingør A/S er et kommunalt forsyningsselskab, som er 100 pct. ejet af Helsingør Kommune. Forsyning Helsingør A/S er moderselskab i en koncern med aktiviteter inden for el, varme, vand, spildevand og affald.
Helsingør Kraftvarmeværk A/S producerer elektricitet og fjernvarme. Selskabet blev oprettet tidligere i år, i forbindelse med Forsyning Helsingør A/S’ overtagelse af Helsingør Kraftvarmeværk A/S og den tilhørende varmetransmissionslinje fra selskabet Vattenfall A/S.
Læs: Vattenfall sælger Helsingør Kraftvarmeværk
I/S Nordforbrænding er et fælleskommunalt interessentskab, som udøver aktiviteter indenfor genbrug og genanvendelse, deponering og specialbehandling, affaldsforbrænding og el-produktion. Interessentkommunerne er Allerød, Fredensborg, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal kommuner.