23948sdkhjf

Gassen er ikke gået af ballonen

I 1979 vedtog Folketinget at indføre naturgas i Danmark, og i de efterfølgende år blev det danske naturgasnet udbygget. De første danske kunder fik naturgas i 1982 i det syd- og sønderjyske område.

I 1980’erne blev naturgasnettet udvidet betragteligt– rent faktisk er det blevet til cirka 20.000 kilometer net som i årevis har transporteret naturgas rundt til de danske husstande.

Rapporten ’Roadmap: Udfasning af naturgas til rumvarme’, som EA Energianalyse har leveret på opdrag fra Energifonden, har netop slået fast, at det vil være formålstjenesteligt at udfase naturgassen til individuel opvarmning frem mod 2030. Samme rapport slår ligeledes fast, at en udfasning af naturgassen er en forudsætning for at nå Regeringens erklærede mål om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent i 2030 – set i forhold til udledningen i 2010. I rumopvarmningen kan grøn gas nemlig sandsynligvis sikre, at vi udfaser naturgas i 2030 og samtidig understøtter en langsigtet omstilling til bl.a. hybridløsninger, elvarme, varmepumper og fjernvarme.

Ikke uden gas
Naturgassen i almindelighed og som rumopvarmning i særdeleshed ser altså ud til at synge på sidste vers. Det betyder dog ikke, at vi går en fremtid uden gas i møde.
Det bliver bare en lidt grønnere udgave, der på sigt skal flyde i det danske naturgasnet. Vi kan nemlig ikke klare os uden gas – endnu.

- Hvis vi skal være 100 procent CO2-neutrale så skal gassen i spil. Vi er i gang med en kæmpe teknologisk udvikling, som flytter på tingene. Gassen skal spille en rolle, mens vi venter på nye teknologier. Ingen ved jo, hvordan det hele ser ud i 2040, siger Peter Kristensen, chef for Marked & Forretningsudvikling i gasdistributionsselskabet Evida.

Ind med biogassen
Den grønne gas skal altså spille en central rolle i fremtidens energi-set-up i Danmark og i forhold til den grønne omstilling, fremgår det af rapporten fra EA Energianalyse.

- For det første er indfasningen af biogas billig grøn omstilling. Vi kan bruge biogas der hvor der bruges naturgas i dag. Har man et naturgasfyr er det billigere og nemt at køre over på biogas, siger Ole Hvelplund fra biogasproducenten Nature Energy.

Når det så er sagt, er han helt på linje med rapporten: Gassen er på den lange bane ikke bedst anvendt til individuel rumopvarmning – heller ikke den grønne af slagsen. 

- Det er ikke der biogassen skal være på lang sigt, siger han.

Peter Kristensen fra Evida er helt enig i den anskuelse.

- Da vi blev stiftet i 1982 var det for at komme billigst og hurtigst muligt ud til flest muligt, men vores rolle er jo ikke at sikre flest muligt forbrugere på naturgasnettet. Vi kigger på, hvordan gasnettet bedst muligt kan bidrage til den grønne omstilling. Det er den, vi arbejder ind i. Vi skal den bedste vej frem og overordnet set skal gassen derhen, hvor den har størst værdi, siger Peter Kristensen.

Artiklen bringes også i magasinet Forsyning, der udkommer både på print og digitalt den 22. juni 2020.

Læs mere om naturgassen og biogassen her: 

Meget mere biogas

Ud med naturgasfyret: Ind med hybridvarmepumpen

Energiintensiv industri og tung transport skal trække læsset

Artiklen er en del af temaet Magasinet Forsyning.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.079