Det fremhæves ofte at opfindsomhed, omstillingsvilje eller blik for muligheder er nødvendigheder for den moderne danske industri. Det er dog et særsyn at opleve alle tre ting på én gang.
Ikke desto mindre ligger disse værdier til grund for, at Køge-virksomheden TK Energi A/S er blevet hædret med DI Roskilde/Køge Bugts initiativpris, der hvert år gives til en mindre eller mellemstor virksomhed, kendetegnet ved initiativ, vækst og virkelyst.
Ud over æren for prisen har virksomhedens initiativrighed også åbnet døren for, hvad der kan vise sig at blive en milliardforretning for virksomheden, skriver Dagbladet Køge.
Nytænkning lander stor aftale med ShellTK Energis succes blev grundlagt, da administrende direktør Thomas Koch og hans medarbejder Peter Friehling opfandt en ny teknologi, der førte til en licensaftale med Shell.
- Aftalen med energigiganten Shell er en klar blåstempling af TK Energis opfindelse. Og det er en stor anerkendelse til Thomas Kock og teamet bag ham, som sikkert har mødt mange skeptikere undervejs i deres arbejde, siger formand for DI Roskilde/Køge Bugts Niels Hermansen
Effektiv anvendelse af kulstøvTK Energi A/S har patent på teknologien, der betyder, at kulkraftværker kan udnytte den energi der er i kulstøv mere effektivt. Oprindeligt havde de udviklet teknologien til biogas.
Thomas Kock ser store muligheder i virksomheden. Han vurderer, at der kan etableres godt 1.000 arbejdspladser herhjemme og på længere sigt mellem 10.000 og 50.000 jobs på verdensplan.