23948sdkhjf

Fem milliarder skal skabe storskala-testområde i Nordjylland

Grønne investeringer er det, der skal få Danmark tilbage på sporet efter coronakrisen. 

Derfor starter Nordjylland nu et ambitiøst projekt, der forener erhvervsliv, 400 energiforskere, offentlige myndigheder og forbrugere i et storskala-testområde, der skal være global rugekasse for morgendagens grønne løsninger på klimakrisen, og samtidig sætte turbo under den erhvervsudvikling, der kan få dansk økonomi tilbage på sporet.

 Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Dobbelt A bliver green hub
Med udgangspunkt i regeringens ambitiøse klimamål er en række private og offentlige aktører i Nordjylland gået sammen om at gøre Aalborg til Green Hub Denmark.

Green Hub Denmark består blandt andet af Aalborg Kommune, Aalborg Forsyning, Port of Aalborg, DI-Aalborg og Aalborg Universitet.

Samarbejdet tog oprindelig udgangspunkt i en anbefaling fra Vækstteam for Grøn Energi- og Miljøteknologis om etablering af fysiske platforme med mulighed for at teste flere teknologier samtidigt i fuld skala på tværs af forsyningsområder.

Green Hub Denmark samarbejdet er formaliseret og organiseret i en bestyrelse. 

- En ekstraordinær situation kræver ekstraordinære løsninger. Verden står overfor en massiv genopbygning efter coronakrisen. Verden bliver aldrig den samme. Men den kan blive bedre. For vi har en mulighed for at bygge samfundet op igen med innovative grønne løsninger for øje. Der skal skubbes kraftigt til jobskabelsen og væksten i samfundet. For Danmarks skyld og for den globale kamp mod klimaforandringer. Aalborg og Nordjylland tager nu et vigtigt skridt i den retning, siger borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen.

Effekten af at investere 5 milliarder kroner over 10 år vurderes til at kunne skabe op mod 5.000 nye jobs i perioden.

Stor-skala testområde
Initiativet skal altså fremme både jobskabelse og den grønne omstilling af samfundet gennem udvikling, test og anvendelse af bæredygtige teknologier på tværs af forsyningsområder, erhvervsliv og forbrugere.

Nordjylland råder i dag over en vifte af forskellige testområder og derfor er mulighederne for at lave storskala-test og skubbe grøn jobskabelse i den rigtige retning samlet på ét geografisk område.

Ved Nordjyllandsværket skal der blandt andet etableres matrikler, hvor private virksomheder kan stille demonstrationsanlæg op og teste ny teknologi inden for forsyningsteknologierne. Ved Port of Aalborg skal investeringerne blandt andet gå til udvikling af fremtidens bæredygtige erhvervspark med fokus på industrielle symbioser, bæredygtig varme, el og køling samt cirkulær produktion, hvor affald håndteres til genanvendelse eller genbrug.

- Derudover er det ambitionen, at hele Nordjylland skal bidrage. Nordjylland er i forvejen living lab i forhold til bæredygtig energiforsyningskilder, og det giver os gode forudsætninger for at sammentænke forsyningen af el, varme, gas og vand i intelligente, digitale løsninger, forklarer Thomas Kastrup-Larsen.

EU-støtte kan blive afgørende
Europa-Kommissionen forhandler i denne tid om det nye EU-budget, herunder hvor stor en del, der skal gå til grøn omstilling. Europa-Kommissionen har erklæret, at i gennemsnit 25 procent af bevillingerne fra budgettet for 2021-2027 skal gå til klimaprojekter. I Aalborg har man en ambition om, at Green Hub Denmark skal hjemtage en del af puljen:

- Skal Green Hub Denmark realisere sit fulde potentiale, kræver det på sigt endnu flere investeringer. Det er klart, at vi med regeringens hjælp vil gå efter at få del i de midler, som EU afsætter til grøn omstilling, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Bag Green Hub Denmark står:

  • Aalborg Kommune
  • Port of Aalborg
  • Aalborg Universitet
  • DI Aalborg
  • Erhverv Norddanmark
  • ErhvervsNetværk 9220
  • Aalborg Forsyning
  • RenoNord
  • Himmerland Boligforening
  • Invest in Aalborg
  • House of Energy
  • Business Region North Denmark

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141