23948sdkhjf

Tangeværkets varmepumpeprojekt sat på stand-by

Gudenaacentralen har i flere år arbejdet på at få lov til at etablere en varmepumpe samt varmevekslere på Tangeværket. Varmen her fra ville man sende videre til Bjerringbro Varmeværk (Gudenaadalens Energiselskab).

Projektet er på grund af klagesager trukket i langdrag – og nu altså parkeret helt. Det skyldes især klager fra Danmarks Sportsfiskerforbund.

- De har indklaget vores tilladelse til at drive kraftværket, og uden kraftværket kan vi ikke drive det andet projekt. Vi arbejder på at få en ny driftstilladelse, og når den ligger klar, så arbejder vi videre med varmeprojektet, siger Rasmus Lambert, direktør for Gudenaacentralen og Tangeværket.

Mangler VVM
Ikke nok med klagen over driftstilladelsen, så har Danmarks Sportsfiskerforbund indsendt yderligere en klage over Tangeværket. 

I 2018 sendte Tangeværket eller rettere Gudenaacentralen en ansøgning til Viborg Kommune. I den anmodede selskabet om lov til at etablere en varmepumpe samt varmevekslere på Tangeværket samt en dertil hørende transmissionsledning på 7,5 kilometer fra værket til Bjerringbro Varmeværk.

Senere på året i 2018 vurderede kommunen, at det pågældende projekt ikke nødvendiggjorde, at der blev udarbejdet en miljøvurderingsrapport (VVM). Det skyldtes blandt andet en vurdering af, at projektet ikke ville medføre forringelser af Gudenåens naturtilstand, da den af projektet afledte temperaturændring knap nok var målbar. Ydermere vurderede kommunen at projektet heller ikke ville få nogen væsentlig påvirkning på Tange Sø.

Den afgørelse var ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund ikke gyldig, og forbundet valgte efterfølgende at påklage sagen.

Nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet afvist Viborg Kommunes godkendelse af varmepumpeprojektet uden VVM.

- Vi er tilfredse med, at Miljø- og Fødevareklagenævnets har givet os medhold i vores klagepunkter, og nu sender projektet til fornyet behandling hos Viborg Kommune, siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund

Frygter ikke VVM
Hos Gudenaacentralen og Tangeværket tager Rasmus Lambert klagen med ophøjet ro – og han er ikke nervøs for at få lavet en VVM-redegørelse for projektet, hvis det er det, der kræves.

- Med det anlæg vi har på tegnebrættet vil vi lave en temperatursænkning i en ikke-målbar størrelse. Så jeg er ikke bange for at få lavet en VVM, siger Rasmus Lambert.

Han påpeger endvidere, at den temperatursænkning, der er tale om, er op til 0,05 grader. Han påpeger samtidig, at vandet i Gudenaaen uden menneskelig indblanding svinger 2-4 grader på dagsbasis.

Velkommen til at klage
Klage eller ej, så er Rasmus Lambert sikker på, at han i løbet af 2020 får en ny driftstilladelse i hånden, og at han så hurtigt derefter kan gå i gang med at udvikle på varmeprojektet.

- Når der ligger en endelige driftstilladelse på 30 år, så åbner vi skuffen, for det er først der at vi kan forsvare at lave millioninvesteringer i anlæg, siger han.

Men indtil da, ja så kører kraftværket på Tangeværket videre.

- Tangeværket må drifte, indtil der er en ny tilladelse på plads. Så vi kører lovligt videre, også selvom der foreligger en klage over vores driftstiladelse, så de er velkomne til at klage, alt det de lyster. Vi kører videre, siger Rasmus Lambert. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125