23948sdkhjf

Rekordlav CO2-udledning: Gassen er grønnere end sit rygte

Mens der er stort fokus på den grønne omstilling af elproduktionen, er der samtidig sket en markant omstilling af den danske gasproduktion.

I 2019 faldt CO2-indholdet i gasnettet derfor til rekordlave 183 gram pr. kWh, hvilket svarer fuldstændig til CO2-indholdet i den elektricitet, vi danskere har trukket ud af vores stikkontakter de seneste to år.

Det viser data fra statslige Energinet, der står for den danske el- og gastransmission og registrerer både gasforsyning og -forbrug.

Det skriver Foreningen Biogasbranchen i en pressemeddelelse.

- De fleste vil formentlig blive overraskede over, at CO2-udledningen fra gasforbruget er på niveau med udledningen fra elforbruget. Årsagen er, at Danmark i stigende grad producerer biogas, som tilføres gasnettet. Andelen af biogas i gasnettet var i 2019 oppe på 11 procent. Biogas er grøn energi og medvirker dermed til at reducere den fossile CO2-udledning fra gasnettet, forklarer direktør Frank Rosager fra Biogasbranchen.

Han tilføjer, at tallene fra Energinet ikke medtager, at halvdelen af den danske biogasproduktion leveres uden om gasnettet direkte til industri og fjernvarmeværker, hvor det bidrager til at reducere CO2-udledningen i el-nettet, varmeforsyningen og industrien.

Hele gasforbruget kan gøres CO2-neutralt
Statens gasdistributionsselskab Evida oplyser, at de nu har indgået tilslutningsaftaler, der vil bringe biogasandelen i nettet op på 30 procent fra 2022. Det betyder, at CO2-indholdet i danskernes gas kommer ned på 145 gram pr. kWh, altså under den rekord, der blev sat i el-systemet i 2019.

- I debatten om den grønne omstilling hersker der en stærk stereotyp, som siger, at el er grønt og gas er sort, og at gassen derfor skal udfases. Men tallene taler deres klare sprog om, at den grønne omstilling af gassen er på omdrejningshøjde med elektriciteten, og det er en udvikling, der kommer til at fortsætte, siger Frank Rosager.

Syddansk Universitet har netop opdateret potentialet for at producere biogas i Danmark til 94 petajoule. Potentialet bygger på anvendelse af overskudshalm til biogasproduktion sammen med husdyrgødning og restprodukter fra industri, husholdninger og landbrug. Potentialet stiger til ca. 130 petajoule, hvis den CO2, der i dag frarenses biogassen, forbindes med brint produceret på basis af overskydende el fra sol og vind.

Det danske gasforbrug er faldende. Gasforbruget var i 2019 på ca. 95 petajoule og forventes at falde til 70 petajoule inden for en 10-15 årig periode, med mindre man begynder at anvende gas i den tunge transport. Danmarks samlede energiforbrug var på 645 petajoule i 2018.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen (7)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093