23948sdkhjf

Succes med varmepumper: Naturligt kølemiddel gør det dog lidt besværligt

I et nyligt afsluttet projekt har varmepumpeproducenten Vesttherm sammen med Teknologisk Institut udviklet to nye typer af varmepumper til varmt brugsvand.

Det nye er, at varmepumperne benytter naturlige kølemidler – det har dog vist sig at være både en fordel og en ulempe.

Projektet har modtaget 1,3 millioner kroner i støtte fra MUDP.

En udløber af et tidligere projekt
Projektet, der har resulteret i udviklingen af to nye varmepumper, er en udløber af et tidligere projekt, hvor Vesttherm sammen med Teknologisk Institut gik i gang med at opgradere sine eksisterende apparater.

Hidtil er der benyttet HFC-kølemiddel til varmepumperne, men der er kommet øget fokus på at erstatte det kunstige kølemiddel med et naturligt kølemiddel, som ikke bidrager til drivhuseffekten.

- Vi fik energieffektiviseret de eksisterende apparater med en række tiltag, men på det tidligere projekt kunne vi ikke komme over på naturlige kølemidler, da vi ikke kunne skaffe de rigtige komponenter, fortæller Per Henrik Pedersen projektleder i Køle- og Varmepumpeteknik på Teknologisk Institut.

Derfor blev der søgt om økonomisk støtte fra MUDP – Miljøstyrelsens Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram – som bevilligede støtte til et projekt, hvor formålet var at ændre produktet til naturlige kølemidler og samtidig gøre produktet endnu mere energieffektivt.

Projektmålet er blevet nået ved at anvende det brændbare og naturlige kølemiddel propan.

Bedre COP-værdi
I forbindelse med det seneste projekt er der bygget flere prototyper og foretaget en lang række test i laboratorium. Undervejs i projektet blev det besluttet at satse på at bygge to størrelser af varmepumpen – en stor model og en lille model – med propan som kølemiddel.

Den store model skal fortsat kunne levere varmt vand til et familiehus, mens den lille model er beregnet til lejligheder og små huse. Sidstnævnte er et helt nyt produkt, som ikke tidligere har været på markedet.

Den store model er testet til at have en effektivitet (COP) på 3,52, og det er 12 pct.  bedre end den tilsvarende HFC-model. Den lille model (med mindre kompressor) er målt til en COP på 3,20. Begge produkter er i energiklasse A+ for vandvarmere.

Stor succes
Vesttherm har allerede haft succes med at markedsføre begge modeller, og det forventer man fortsætter. Ikke mindst fordi det forventes, at der i 2024 kommer visse restriktioner mod at opstille el-vandvarmere, og at der derfor vil komme yderligere fokus på brugsvandsvarmepumper, som kan varme vand med mindre end en tredjedel el-energi.

- Vi har haft enorm succes med at markedsføre begge modeller – bl.a. på verdens største VVS-masse i Frankfurt i år. Vi har allerede solgt og produceret hundredvis af den lille model, og vi forventer, at salget vil stige kraftigt i de næste år, fortæller Torben Lauridsen, direktør i Vesttherm og til føjer: 

- Vi har allerede mange aftaler med store europæiske kunder, som installerer produkterne i private hjem, og der er også allerede opstillet produkter i danske hjem.

Fordele og ulemper
Det er dog lidt af en tilsnigelse at sige, at Vesttherm har haft succes med begge modeller. Virksomheden har rent faktisk haft lidt mere besvær med at sælge den store model end den lille.

Og det skyldes ironisk nok propanen.

- Propan har der nogle indlysende miljøfordele. Det er et kølemiddel med gode termodynamiske egenskaber, hvilket giver en bedre energieffektivitet – og så er den brandfarlig, siger Per Henrik Pedersen

Og det er netop det brandfarlige, der får Vesttherms kunder til at holde lidt igen.

Den store udgave af varmepumpen indeholder 350 gram propan, og det er altså sådan, at når der er mere end 150 gram brændbart kølemiddel i et produkt, så skal der noget særligt til for at gøre det ekstra sikkert.

I tilfældet med varmepumpen fortæller en risikoanalyse, at når varmepumpen er installeret i et rum på 7 kvadratmeter og med mindst to meter til loftet, så er der ikke nogen brandrisiko. Alternativt skal der være udluftning i rummet.

Per Henrik Pedersen vurderer, at det nok er her skoen trykker.

- Det har nok været svært for Vesttherm at overbevise sine kunder om, at de skal overbevise deres kunder om dette forhold. Derfor foretrækker de fleste nok stadig HFC-modeller, siger han.

Kommet for at blive
Når det så er sagt, så er han ikke et sekund i tvivl om at propan og naturlige kølemidler er kommet for at blive.
 

 - De nationale og internationale miljømålsætninger og regler betyder, at vi er nødt til at vænne os til at benytte brændbare kølemidler. Vi har det allerede i husholdningskøleskabe og i professionelle køleskabe. Det vil også komme i varmepumper. Propan og andre kulbrinter er rigtig fine kølemidler, siger han.

Han vurderer at jo flere produkter med brændbare kølemidler, der er på markedet, des hurtigere vil kunderne vænne sig til det.

Forventet vækst
Hos Vesttherm i Esbjerg har man som sagt allerede haft succes med varmepumperne. Dog ikke uden udfordringer.

Ikke desto mindre er Torben Lauridsen ikke i tvivl om at successen med propan fortsætter.

- Vi har det seneste år haft en tocifret vækst, og vi forventer en fortsat vækst i de kommende år. Der kommer flere og flere medarbejdere her på fabrikken i Esbjerg, siger Torben Lauridsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159