Sol over chokoladebarer og færdigretter: Taganlæg skal gøre produktionen grøn
De to nabovirksomheder Simply Chocolate og Cofoco Food har besluttet sig for at produktionen af choladebarer, sandwiches, wraps og færdigretter fremover skal foregå på grøn strøm.
Derfor er der indgået en aftale med PKA’s energifond SustainSolutions om opførelsen af to solcelleanlæg på tagene af de to virksomheder.
Strømforbrug i 60 parcelhuse
Tilsammen kommer solcellerne til at producere 300.000 kWh om året, hvilket svarer til strømforbruget i et villakvarter med 60 parcelhuse. Miljøet bliver hermed sparet for en CO2-udledning på over 100 tons om året, hvilket svarer til udledningen fra en bil, der kører fra København til Århus næsten 3.000 gange.
Forventningen er, at solcellerne kommer til at skære godt 20 pct. af virksomhedernes samlede strømforbrug.
Det glæder Niels Østenkær, adm. direktør hos Simply Chocolate, som har klima og miljø højt på dagsordenen:
- Det er vigtigt at passe på vores miljø og derfor prioriterer vi bæredygtighed og klimaet højt. Vi synes det er vigtigt at tænke bæredygtighed igennem hele forsyningskæden også i produktionen af vores chokoladebarer. Det tror vi på skaber mest værdi på den lange bane, siger Niels Østenkær.
Simply Chocolate har blandt andet reduceret sin CO2-udledning ved at installere energivenlig LED-belysning, mens Cofoco Food blandt andet har plantet 35.000 træer i Tanzania.
Mere strøm end man bruger
Det er ikke første gang, at Cofoco Food investerer i solenergi. Tidligere har selskabet investeret i en seks hektar stor solcellepark i Nees i Vestjylland.
- Vi lever i en tid med store klimaudfordringer og vi mener, at alle har et ansvar for at ændre den måde vi lever og forbruger på. Vi har allerede opført en seks hektar stor solcellepark og med det nye anlæg producerer Cofoco nu mere grøn energi end den vi bruger. Det betyder, at vi sender grøn energi ud på elnettet, som resten af samfundet får gavn af, siger August Lund, medejer af Cofoco Food.
Betalt sig hjem på 10 år
Det er altså virksomheden SustainSolutions, som opfører solcelleanlæggene, der tilsammen koster lidt over 2 millioner kroner og som, med besparelserne på energirengingen, har betalt sig hjem på 10 år.
- Langt flere virksomheder skal gøre produktionen klimavenlig, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at leve op til klimamålene i Paris-aftalen. Det kræver, at langt flere handler og tager ansvar for at nedbringe sit forbrug ligesom Cofoco Food og Simply Chocolate. Solceller er ikke kun godt for miljøet, men er også en god business case, som på den lange bane producerer gratis strøm i mange år frem, siger direktør hos SustainSolutions Christian Niepoort.
Etableringen af solcellerne forventes at gå i gang i slutningen af året.