23948sdkhjf

Grøn omstilling og fleksibelt forbrug trænger til et kærligt skub

Debat

Dette er et debatindlæg skrevet af Helle Juhler-Verdoner fra Dansk Energi.

Meninger og holdninger er derfor ikke et udtryk for Energy Supplys meninger og holdninger.

Den nye regering har sat ambitiøse mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 og at omstille til 100 pct. vedvarende energi i 2050. Disse er gode og vigtige målsætninger, men der er brug for handling bag ordene.

Det står klart, at hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, så kræver det, at store dele af vores energiforbrug – herunder transport, opvarmning og industrielle processer – bliver elektrificeret. Jeg er sikker på, at den del af den grønne omstilling bliver forretningsmæssig interessant for mange læsere af Energy-Supply. Der bliver brug for masser af ny teknologi.

Forudsætningen er dog, at elektrificeringen samtidig sker sådan, at vores forbrug bliver mere fleksibelt, ellers bliver infrastrukturudviklingen en dyr og begrænsende faktor. Vi skal bruge energien i øjeblikket, når den er vindbaseret, for elektricitet er svær at lagre i stor skala. Og vi skal udvikle lagringsteknologier.

Ser vi først på selve elektrificeringen, så er det en kendt sag, at el i transporten går for langsomt. Senest har både Dansk Fjernvarme og professor Brian Vad Matthiesen fra Aalborg Universitet peget på, at det går fremad i ’fjernvarmen’.

Men jeg må bare konstatere, at her går det også alt for langsomt til, at vi kan læne os tilbage. Vi skal også i fjernvarmen op i tempo og investere i nye løsninger, der kan understøtte den grønne omstillings behov for balance mellem vindproduktion og elforbrug.

Der er pt. planer om eller allerede installeret ca. 1.200 MW (varmepumper og elkedler), altså noget der er elbaseret. Den samlede kapacitet er ca. 25.000 MW, så el-dækningen er under 5 procent.

Hvis vi gerne vil koble el og varme for at udnytte fjernvarmens lagringspotentiale, skal man op i tempo i alle de steder, hvor man står overfor at skulle ny-investere i varmeproduktion. Og den situation står man jo bl.a. overfor i en række af de værker, der har mistet grundbeløbet.

Ser vi dernæst på fleksibiliteten, så vil forsyningsselskaberne meget gerne efterspørge fleksible produkter, bl.a. så de undgår unødvendigt store investeringer i infrastruktur og kan klare belastningen i perioder med trængsel.

Men selskaberne har brug for politiske rammer, der muliggør og aktiverer energiforbrugernes fleksibilitet. Første trin er prissignaler fra infrastrukturen i form af fx tidsdifferentierede tariffer for de almindelige husholdningskunder. Og så skal vi videre i retning af en udvikling af lokale fleksibilitetsmarkeder.

Mange vil sige, at den enkelte forbruger får for lidt økonomisk ud af at tilbyde sin fleksibilitet. Det er rigtigt, men mange bække små… Vi skal have flere kommercielle aktører på banen med produkter til kunderne, som giver komfort og lavere udgifter samtidig med, at det giver en værdistrøm til aktørernes samlede forretningskoncept. Det skal være nemt for den grønne forbruger, som ikke selv skal holde øje med, hvornår det er billigst at være grøn. Digitalisering og automatisering er midlerne, og de skal sættes i spil via aktørernes nye forretningsmodeller.

Vi i Intelligent Energi arbejder derfor for at skabe bedre rammer for de aktører, der kan lave fleksibilitetsydelser og handle med fleksibiliteten. Det gør vi ved at arbejde for, at forsyningsselskaberne sender klare prissignaler til forbrugere, så dem, der er fleksible og flytter deres forbrug, bliver belønnet.

Samtidig arbejder vi sammen med Energinet og Dansk Energi for at få sænket transaktionsomkostninger i de forretningsmodeller, som aktørerne (også kaldet aggregatorerne) udvikler, når de puljer mange kunders energiforbrug sammen fra elbiler, varmepumper, bygningers ventilationsanlæg mm. – og dermed aktiverer forbrugernes fleksibilitet.

Jeg føler mig overbevist om, at aktivering af fleksibilitet kun kan ske, hvis vi for alvor anvender den digitale infrastruktur i samspil med aktørers egen digitale infrastruktur og sætter data fri.

I Intelligent Energi har vi en række bud på, hvordan vi skaber bedre rammer for at fremme den grønne omstilling i opvarmningen og sikre samspil på tværs og fleksibilitet i energiforsyningen. Du kan blandt andet læse vores anbefalinger til et fleksibelt energiforbrug i publikationen ’Fremtidens Intelligente Energi- og Forsyningssystem’ og i en række baggrundsnotater.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (4)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094