Klumme: Energiklasse 2020 baner vej for vindmølle-kaos
Informationschef Inge Ebbensgaard fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører ser nærmere på BR2020, som netop er offentliggjort.
Af Så er den nye energiklasse 2020 trådt i kraft. Energiklasse 2020 er kulminationen på den energipolitiske aftale fra 2008, hvor et flertal i Folketinget vedtog en ambition om at nedbringe energiforbruget i bygninger med 75 % i 2020.
Det er disse nye krav til 2020-lavenergiklassen, der nu er blevet til virkelighed. I processen er der blevet luget en del tidsler ud af det oprindelige forslag, og overordnet set er det blevet til en ganske fornuftig klassificering.
Der er dog stadig mystik i kravet til vedvarende energi (VE), som vi her i Foreningen af Rådgivende Ingeniører har stillet os kritisk over for. Energiklasse 2020 lægger fornuftigt nok op til, at vedvarende energi – eksempelvis vind- og solenergi – skal kunne trækkes fra i det samlede energiregnskab for en given bygning.
Formulering skaber uklarhed
Det skal altså komme energiregnskabet for en bygning til gode, hvis bygningen får en del af sin energi fra grønne energikilder, der er mindre belastende for miljøet. Men af formuleringen fremgår det, at den vedvarende energi skal være produceret ”i nærheden af”. Det er problematisk på flere niveauer.
For det første: Der mangler en ganske basal definition af, hvad ”i nærheden” er. Er det fem meter fra husmuren, er det inden for matriklen, eller er det inden for 500 meter? Definitionen er vigtigt, fordi det vil have indflydelse på, om et villakvarter kan trække strøm fra et fælles anlæg, eller om samtlige villaer skal have en lille vindmølle eller solpaneler på eget tag.
Og for det andet: Hvorfor er lokal VE bedre? Naturligvis skal man ikke kunne købe sig til en bedre energiklasse ved at købe en vindmølle i Kina og trække den fra i regnskabet. Men det er langt fra sikkert, at fremstillingen af vedvarende energi ”i nærheden” er den samfundsøkonomisk bedste og mest miljøvenlige løsning.
Et klondyke af vindmøller, solpaneler og varmepumper?
De ressourcer, der bruges på at producere, opstille og vedligeholde 200 små VE-anlæg i private haver, kan let komme til at overstige ressourceforbruget til ét, lokalt solvarmeanlæg centralt i villakvarteret eller til at opstille en havvindmølle.
Overvej fremtidens villakvarterer – et rent klondyke af vindmøller, solpaneler og varmepumper. Hvis det så yderligere ikke er hverken økonomisk eller samfundsøkonomisk forsvarligt – og i øvrigt i nogle tilfælde støjer – hvor er vi så på vej hen?
Tager ikke højde for den kollektive energiforsyning
Dertil kommer, at formuleringen i BR2020 ikke tager højde for, at andelen af vedvarende energi i vores almindelige energiforsyning stiger. I de kommende år vil mere og mere af vores fjernvarme eksempelvis bestå af vedvarende energi, og det vil være direkte dumt ikke at lade den energi indgå i energiregnskabet for en bygning, blot fordi fjernvarmen – i sagens natur – produceres langt fra bygningen. ”I nærheden” bør i stedet defineres som energi fra vedvarende energi ”produceret i Danmark” – så kan en vindmølle på havet også trækkes fra, og det giver mening.
Det er meget muligt, at lokal produktion af vedvarende energi er en både økonomisk og miljøvenlig løsning i landets yderområder, hvor der er langt til andre energikilder. Men det er et ankerkendt faktum, at kollektiv energiforsyning som hovedregel giver en bedre samfundsøkonomi i de områder, hvor der findes mulighed for kollektiv forsyning/fjernvarme. Det tager den nye energiklasse 2020 ikke højde for, og kan tværtimod komme til at bane vejen for en skov af små, private VE-anlæg.
Det er for dyrt, det er for kortsigtet, og det er for dumt – og i øvrigt fremmer vi ikke de åbenlyse eksportmuligheder, som viden og ekspertise i de større anlæg vil kunne give Danmark. Vi har allerede den fornødne viden til at skabe en langsigtet, samfundsøkonomisk strategi for nedbringelse af energiforbruget i bygninger, og det er meget problematisk, at ny lovgivning på området på denne måde ignorerer dette. Det er en OM’er!
