Fra lærling til produktionschef
CB Svendsen i vækst med mennesker i centrum.
Da Tim trådte ind ad døren hos CB Svendsen tilbage i 1998 som lærling, var han i tvivl. Var elektronik og produktion virkelig noget for ham?
Det blev det. Ikke mindst fordi her var plads til at vokse – både fagligt og personligt.
Under sin læretid tog Tim de nødvendige skoleperioder, men under det tredje forløb var han stadig usikker. Undervejs blev han mødt af tillid og fik små ansvarsområder, der både inspirerede og motiverede ham til at tage næste skridt. Det gjorde forskellen.
Efter læretiden blev afløst af værnepligt, vendte han i 2003 tilbage til CB Svendsen. Her begyndte ansvarsområderne for alvor at vokse.
Tim fik hurtigt ansvar for mindre produktioner og kundekontakt. Da han udtrykte lyst til at lære teknisk tegning, blev han involveret i AutoCAD – og senere SolidWorks – i tæt samarbejde med udviklingsafdelingen. Samtidig fortsatte han i produktionen, og gradvist voksede både opgaverne og tilliden.
Men det tekniske var kun én del af rejsen. Det var i samspillet med kollegaer og teams, at Tim for alvor fandt sin retning. Han viste hurtigt en evne til at skabe overblik, bevare roen i pressede situationer og bygge stærke relationer på tværs af faggrupper. Som en del af sin udvikling gennemførte han også et lederkursus, der styrkede hans rolle som personaleleder og gav ham nye værktøjer til at motivere og udvikle sit team.
“Når jeg har haft lyst til at gå en vej, har jeg fået lov til at prøve det. Forholdet har hele tiden været bygget på tillid, ansvar og gode relationer,” siger Tim.
I dag er Tim produktionschef med ansvar for samtlige produktioner i Danmark: boxbuild, printmontage, serigrafi og serviceafdelingen. En rejse, der startede med tvivl – og blev til en karriere med ansvar og mening.
En virksomhed i vækst – med mennesket i centrum
Hos CB Svendsen tror vi på at investere i mennesker og relationer. Vores kultur er bygget på tillid, ansvar og udvikling – og det gælder både i hverdagen og i de store beslutninger.
Vi er i rivende udvikling og arbejder målrettet med at styrke vores position som både produktionspartner og udviklingshus. Det betyder, at vi hele tiden udvider – og har brug for flere dygtige kollegaer, der vil være med til at forme fremtidens løsninger sammen med os.
Vi søger lige nu:
Lead Firmware Arkitekt – til at drive udviklingen af avancerede embedded-løsninger.
Kreditorbogholder (deltid) – til dig med sans for struktur og overblik, der vil være en del af en stabil økonomiafdeling.
Hos CB Svendsen kan man – ligesom Tim – vokse med opgaven. Her er der både højt til loftet og kort til beslutningerne. Vi leder efter mennesker, der har lyst til at tage ansvar, gøre en forskel og være med på en rejse i bevægelse.
Klar til næste skridt?
Besøg vores karriereside og hold dig løbende opdateret på åbne stillinger.