23948sdkhjf

Ørsted sætter strøm til nye vindmøller og tjener flere penge

Energiselskabet Ørsted fortsætter med at vokse sin forretning for havvind, hvor USA er et stort fokusområde

Energiselskabet Ørsted har haft fremgang i årets første seks måneder, hvor produktionen af strøm fra nye vindmølleparker trækker op i resultatet.

Selskabets driftsoverskud før af- og nedskrivninger er steget med 2 pct. til 8,76 mia. kr. Det viser regnskabet, der er offentliggjort torsdag morgen.

Ørsted fortæller, at indtjeningen fra selskabets havvindmølleparker er steget med 18 pct. det seneste år.

Selskabet nævner, at der er kommet mere strøm fra vindmølleparken Borkum Riffgrund 2 ud for Tysklands kyst samt Walney Extension Hornsea 1 ved Storbritanniens kyst. Hornsea 1 er verdens største aktive havvindmøllepark.

Ørsted ærgrer sig dog over, at det kunne have været endnu bedre. En brand på den danske møllepark Horns Rev 1 i oktober sidste år betyder, at produktion først er kommet helt op i gear i slutningen af juni.

Derudover har selskabet været ramt af afbrydelser på parken Borkum Riffgrund 2 Tyskland, og selskabet har haft midlertidigt knas på flere parker i Storbritannien.

Administrerende direktør Henrik Poulsen fremhæver i regnskabet, at selskabet på det seneste har sat et par solide aftryk i USA. Det vurderes som et af fremtidens store vækstmarkeder.

I juni fik Ørsted en stor ordre i delstaten New Jersey. Og i juli gik selskabet videre i forhandlingerne om en kontrakt i nabostaten New York.

- Vi er meget tilfredse med, at vi har fået tildelt disse projekter, og som pionerer i den globale havvindindustri er vi godt på vej til at nå vores ambition om en havvindkapacitet på 15 GW inden udgangen af 2025, siger Henrik Poulsen i en kommentar til regnskabet.

Ørsted kan desuden fortælle, at det arbejder videre med at skille sig af med datterselskabet Radius, der leverer strøm til omkring en million kunder på Sjælland.

Ørsted har staten som hovedaktionær og var tæt på at sælge Radius i starten af 2019. Salget smuldrede dog, da Socialdemokratiet trak sin støtte til salgsplanerne.

Det skete af frygt for et salg til en kapitalfond, hvor tanken var, at det kunne føre til højere elpriser hos kunderne.

I april blev et flertal i Folketinget enig om en aftale, der skal stoppe privatisering af kritisk infrastruktur.

Fremover skal det ejes af enten det offentlige eller et forbrugerejet andelsselskab.

Ørsted har tidligere fortalt, at det regner med at skille sig af med Radius samt to andre mindre selskaber i løbet af 2019.

/ritzau/

Ørsted A/S
mio. kr. 1. halvår 2019 1. halvår 2018
Nettoomsætning 33.682 38.401
EBITDA 8.755 8.598
Resultat før skat 4.973 4.931
Periodens resultat 3.671 3.897
Balancesum 185.949 149.149
Egenkapital 86.446 69.744
Antal ansatte 6.312 5.741
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2019
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125