23948sdkhjf

Regulering forhindrer hjemtagning af data på tværs af el og vand

Drikkevand- og spildevandselskabet Novafos er ved at forberede et udbud af 65.000 vandmålere, så det kan indhente timeværdier for vandforbruget blandt sine kunder i Nordsjælland. Data skal bl.a. bruges til at finde lækager og minimere vandspild i vandrørene.

Den digitale infrastruktur risikerer imidlertid at blive dyrere end nødvendigt for Novafos. Sammen med bl.a. elnetselskabet Radius Elnet og målervirksomheden Kamstrup har Novafos i et pilotprojekt analyseret et alternativ, hvor data fra 273 vandmålere uden problemer er hjemtaget via Radius’ eksisterende kommunikationsnetværk. Potentielt vil det være billigere at parre el- og vandmålere end at indbygge avanceret kommunikation i de nye vandmålere suppleret med antenner rundt om i landskabet.

- Det er teknisk muligt og på mange måder en god og robust løsning at benytte Radius’ netværk, siger vicedirektør og vandchef Bo Lindhardt fra Novafos i Birkerød i en artikel på Dansk Energis hjemmeside.

Han havde set frem til at teste prisen på den løsning i et udbud, hvor ’alle spidser blyanterne’ og kommer med et godt tilbud. Projektet er imidlertid faldet til jorden på grund af økonomiske og juridiske komplikationer.

Intet incitament for Radius

Den gældende indtægtsrammeregulering af elnetselskaber betyder, at Radius Elnet bliver økonomisk straffet, hvis den indgår i et målersamarbejde med Novafos. Derfor har Radius Elnet trukket stikket.

Eller som Intelligent Energi påpeger, har elnetselskaberne intet incitament til at stille sin eksisterende måler- og kommunikationsinfrastruktur til rådighed for andre.

- Der bliver talt meget om data og digitalisering af energi- og forsyningssektoren. Med begreber som kunstig intelligens, machine learning og blockchain kan denne dagsorden til tider virke højtflyvende. Men det er den sådan set ikke, siger branchechef Helle Juhler-Verdoner fra Intelligent Energi.

- Helt lavpraktisk er sagen den, at selskaberne på tværs af el, gas, varme og vand kun kan bruge de nye digitale værktøjer, hvis de kan fodre dem med relevante data, så lad os forbedre forsyningsselskabernes muligheder for at samarbejde om at hente de rette data hjem. Det vil give gevinster i form at bedre drift og anlægsstyring, som kommer forbrugeren til gode, siger Helle Juhler-Verdoner.

Intelligent Energi: Tilpas reguleringen

Med Novafos-Radius-casen som eksempel foreslår Intelligent Energi derfor, at regeringen tilpasser reguleringen af forsyningsvirksomhederne for el, vand, varme og gas, så synergigevinster kan høstes ved, at forsyningerne kan gøre brug af hinandens digitale infrastrukturer.

- Det er både teknisk og økonomisk uhensigtsmæssigt at opbygge parallelle digitale infrastrukturer. Investeringer foretaget i én forsyningssektor skal udnyttes optimalt både set ud fra investerings- og driftsudgift. Derfor skal der gives incitament til samarbejde mellem forsyningsselskaberne, så vi ikke går glip af den værdi samarbejdet skaber for selskaberne, deres kunder og samfundet, siger Helle Juhler-Verdoner fra Intelligent Energi, der sætter fokus på ’Digitalisering af energi og forsyning’ i forbindelse med deres årsmøde den 30. januar.

Novafos nåede aldrig at forhandle et kontraktgrundlag for et udbud sammen med Radius Elnet, så Bo Lindhardt får ikke testet den sande pris på at få kombineret de nye vandmålere med Radius’ kommunikation.

- Så længe vi ikke er én juridisk enhed, er det en udfordring at arbejde tæt sammen. Forsyningssektorernes regulering gør det er svært at arbejde sammen om at vælge de rette teknologier, der gerne skal holde i 12-15 år, siger Bo Lindhardt.

Om Novafos

Novafos er vand- og spildevandsselskab i Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal kommuner.

Selskabet håndterer alt spildevand i de ni kommuner og leverer drikkevand til en del af i alt 425.000 forbrugere.

Resten af forbrugerne får deres vand fra private vandværker.

Novafos har ca. 280 ansatte.

Kilde: Dansk Energi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11