23948sdkhjf

Mangel på arbejdskraft får leverandører til at søge folk uden for Danmark

Vindbranchen i Danmark er ingen undtagelse, når det handler om udfordringerne med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Senest viser en rundspørge foretaget blandt leverandørerne til vindmølleindustrien, at 68 pct. af leverandørerne i større eller mindre grad ser sig nødsaget til at søge kvalificeret arbejdskraft uden for Danmark.

Tallene stammer fra en analyse, som Vindmølleindustrien har foretaget med deltagelse fra godt 80 leverandør-virksomheder.

- At man er nødsaget til at søge medarbejdere i udlandet, er en tendens, som kan skabe store udfordringer. Særligt i vindmølleindustrien har vi behov for medarbejdere med tung, teknisk baggrund og derfor ser vi nu også, at kvalificeret arbejdskraft kan være en stopklods for fortsat vækst. udtaler Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien og fortsætter:

- Adgang til kvalificeret arbejdskraft er en forudsætning for at drive forretning. Da der åbenlyst ikke er tilstrækkelig arbejdskraft i Danmark, må vi sikre, at det er muligt at hente den nødvendige arbejdskraft i andre lande, idet virksomhederne i yderste konsekvens ellers flytter produktionen eller udviklingen udenlands, hvis dette ikke kan lade sig gøre.

Leverandørerne efterspørger især produktionsingeniører, maskinmestre, produktionsteknikere og fluid-/el-ingeniører.Vindmølleindustrien er dog så bred, at alle former for arbejdskraft efterspørges.

Ikke tilstrækkeligt med kompetencer
Rådgivningsvirksomheden K2 Management er en af de aktører i vindmølleindustrien, der har udfordringer med at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft i takt med at virksomheden vokser.

- Det er glædeligt, at der er så meget gang i den, at vi efterspørger nye folk både herhjemme og i udlandet. Dog oplever vi, at vi ikke kan finde tilstrækkeligt med kompetencer herhjemme og derfor må rekruttere fra udlandet eller fra andre brancher. Fordelen ved dette er dog, at vi samtidig opnår nogle sproglige og kulturelle fordele, da vi får medarbejdere fra samme kulturer som vores kunder. Endelig er der på nogle fagområder et lønpres i Danmark pga. udbud/efterspørgsel, hvilket også er en årsag til at rekruttere fra udlandet eller andre brancher, siger Michael Holm, marketingdirektør i K2 Management.

I  leverandøranalysen 2018 fremgår det dog ikke så entydigt. 80 pct. af leverandørerne peger på 'Leverandørsamarbejde, konsolidering og/eller partnerskaber' som den mest gangbare mulighed for nedbringelse af LCOE, men meget få forventer både at købe og blive opkøbt. Det kunne tyde på, at leverandørerne selv i høj grad ser til samarbejde og partnerskaber, fremfor konsolidering.

Leverandørernes største udfordringer
Når leverandørerne skal forholde sig til, hvad deres tre største udfordringer er, peger samlet set 56 pct. på 'forbedring/vedligeholdelse af marginerne', mens 34 pct. peger på 'adgang til kvalificeret arbejdskraft' og 29 pct. peger på at 'fastholde efterspørgsel fra kunder' som værende en af deres tre største udfordringer.

- Udfordringerne med at forbedre marginerne og fastholde efterspørgslen fra kunder er en direkte udløber af den konsolidering, som vi har set i toppen af værdikæden gennem de seneste år. Når tilskud til vedvarende energi samtidig falder og konkurrencen skærpes, så er det, at der kommer et prispres i værdikæden. Det er meget tydeligt i disse år, og en situation, som jeg forventer først vil stabilisere sig over de kommende år, siger Jan Hylleberg.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093