23948sdkhjf

Millioner til energinetværk

Det nye innovationsnetværk for energiproduktion, Energy Innovation Cluster, har finansieringen på plads

Uddannelses- og Forskningsministeriet har netop godkendt Energy Innovation Cluster som Danmarks nye innovationsnetværk for onshore og offshore energiproduktion.

Med en ny statslig bevilling på 12 mio. kr. og en samlet projektportefølje på over 400 mio. kr. bliver EIC et af Danmarks største innovationsnetværk.

EIC etableres med udgangspunkt i klyngeorganisationen Offshoreenergy.dk, som hidtil har været innovationsnetværk for den danske offshoreindustri.

- Vi er lykkedes med at samle industrien og har nu sikret finansieringen. Vi er meget bevidste om det ansvar og den opgave, vi har fået. Nu skal vi eksekvere sammen med virksomhederne, siger Glenda Napier, CEO i Offshoreenergy.dk, i en pressemeddelelse.

Fra 1. januar 2019 vil hun være CEO i det nye Energy Innovation Cluster.

400 millioner til innovation
Ifølge Glenda Napier vil EIC styrke danske energivirksomheders konkurrenceevne ved at samle innovationen indenfor onshore og offshore energiproduktion på ét sted.

- Energy Innovation Cluster er formet af industrien og drevet af behovet for et stærkt samlingspunkt for innovation indenfor både land- og havenergi. Med et styrket fokus på synergier mellem onshore og offshore energiproduktion og integration af vind i elnettet kan vi øge danske virksomheders innovationspotentiale yderligere, siger hun.

Det er en markant virksomhedsdeltagelse, betydelige projektresultater og strategiske partnerskaber i Offshoreenergy.dk, som ligger til grund for, at organisationen nu omdannes til EIC. EIC skal med en projektportefølje på over 400 mio. kr. til innovationsaktiviteter yde et væsentligt bidrag til, at Danmark kan nå i mål med ambitionerne om at hente 55 procent af energiforbruget fra grønne energikilder i 2030 og uafhængighed af fossile brændsler senest i 2050.

Parløb med brancheorganisationer
Brancheorganisationerne Vindmølleindustrien og Olie Gas Danmark har medvirket til at samle industriens opbakning til EIC, og begge organisationer har store forventninger til den nye fælles innovationsplatform.

- Innovation, standardisering og samarbejde er nøglen til, at Danmark også i fremtiden vil være hjem for verdens mest konkurrencedygtige vindvirksomheder, der producerer de mest eftertragtede energiløsninger. Jeg glæder mig til at udvikle den nye, fælles platform for innovation sammen med EIC blandt andet på baggrund af de strategiske anbefalinger, industrien via Megavind kommer med, så de kan omsættes til konkrete initiativer, så vi sikrer synergier og dialog på tværs af sektorer, siger Jan Hylleberg, administrerende direktør i Vindmølleindustrien.

Martin Næsby, administrerende direktør i Olie Gas Danmark, er enig:

- Innovation er afgørende for vores konkurrenceevne. Der er en række initiativer i den nationale strategi for Nordsøen, som vedrører netop innovation – og det nye innovationsnetværk kan være med til at understøtte dette og være en katalysator for at kommercialisere forskning fra DTU’s Center for Olie og Gas. Den nye Energiaftale viser, at det er vigtigt, at Nordsøens potentiale realiseres. Vi ser frem til samarbejdet om innovation og synergier både i vores egen sektor og på tværs af olie/gas- og vind-området, siger Martin Næsby.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094