23948sdkhjf

Japan: Høj tarif på grøn el gør bioenergi attraktivt

Der er store muligheder for danske virksomheder på det japanske marked - Her får du et par gode råd til, hvordan man får foden inden for

Politisk rygvind har gjort bioenergi interessant i Japan. Konkret er der lagt statsstøtte til tariffen på elektricitet, der kommer fra biogasanlæg, og det betyder, at japanerne kan få en højere pris, end hvis de bruger konventionelle energikilder.

- Hele verden har fokus på grønne løsninger, fordi konventionelle energikilder i høj grad skader vores miljø og klima. En løsning er bioenergi, der slår to fluer med ét smæk ved for eksempel at bruge affald til udvinding af energi. Samtidig er metoden er miljøvenlig, siger Susanne Holm, der er Export Consultant og ansvarlig for netværket Danish Bioenergy Group i Eksportforeningen.

Japan vil væk fra atomkraft
Et af de markeder, der har fået øje på bioenergi som energikilde, er Japan.

- Går du få år tilbage, var der slet ikke fokus på grøn energi i Japan. Men blandt andet på grund af ulykken på atomkraftværket i Fukushima i 2011 er der skabt en ny energipolitisk dagsorden. Nu kigger Japan på mange forskellige grønne teknologier, siger Ole Trudslev, Business Development og Sales Manager hos Xergi, der designer og bygger biogasanlæg, og har arbejdet med det japanske marked i tre år.

Attraktiv tarif
Den største driver bag den voksende interesse for bioenergi er, at japanske organisationer, som behandler affald, har den bedste business case, hvis de investerer i et bioenergianlæg.

- I Japan findes der eksempelvis virksomheder, som tjener penge på at indsamle og bearbejde organisk affald fra storkøkkener, restauranter, fødevarefabrikker osv. De er naturligvis interesserede i at få størst mulig værdi ud af affaldet, og der er bioenergi den bedste mulighed, forklarer Ole Trudslev.

- Vi ser et stort potentiale i kyllingeindustrien, som producerer meget organisk affald, der skal håndteres på en miljømæssig forsvarlig måde, uddyber han.

Forhandler skaffer adgang
Det er dog ikke alle områder i Japan, som er gearet til de fordelagtige tariffer. Derfor anbefaler Ole Trudslev også, at man, for at finde fodfæste i Japan, finder en lokal samarbejdspartner, som kan hjælpe med at finde og segmentere kundeemner.

- Japan har problemer med el-infrastruktur og kapacitet, så selvom der er mulighed for at få statsstøtte på tarifferne, er det ikke sikkert, at alle områder har den gode business case. Det gør markedet komplekst, og derfor er man nødt til at have faste folk på jorden i Japan, siger Ole Trudslev og fortsætter:

- Samtidig skal man vise, at man prioriterer markedet, ved for eksempel at supportere en eventuel partner ved markedsfremstød, siger Ole Trudslev.

Lær mere på messer
Xergi viser engagement ved ofte at sende medarbejdere fra Danmark til Japan.

På de seneste tre år har virksomheden rejst til markedet hele ti gange.

- Vi har lært om det japanske marked ved at deltage på industrimesser. Dermed har vi ageret i markedet og samlet viden, inden vi fik en partner. Da vi var klar, fik vi den danske ambassade i Tokyo til at supportere os i at finde og udvælge den rigtige forhandler, fortæller Ole Trudslev.

Umodent marked
Fordi interessen for bioenergi stadig er ny i Japan, skal man regne med, at det tager tid at få hul igennem til kunderne. Derudover er japanerne et kvalitetsbevidst og detaljeorienteret folkefærd.

- Markedet er umodent, og derfor er det nødvendigt, at man uddanner kunderne. Det er virksomhedens opgave at fortælle, hvad biogas er, samt hvad det kan og ikke kan. For eksempel er digestate fra biogas ikke kendt som gødning til landbruget, og det er jo en oplagt mulighed for at gøre business casen endnu bedre, siger Ole Trudslev.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125