23948sdkhjf

ATL: Privat affaldsindsamling er billigere og bedre for miljøet

Københavns Kommunes planer om at hjemtage affaldsindsamlingen til det kommunale affaldsselskab Amager Resource Center får branchen op af stolene

Ejerne af Københavns nye affaldsforbrændingsanlæg Amager Bakke har udsigt til et underskud på 100 millioner kroner om året. Derfor ønsker et flertal i Københavns Borgerrepræsentation at øge omsætningen i selskabet Amager Ressource Center (ARC), som ejer og driver Amager Bakke.

Et affaldsforbrændingsanlæg må maksimalt importere affald svarende til 20 procent af omsætningen. Så øget omsætning i selskabet vil gøre det muligt at importere mere affald, og det vil forbedre forbrændingsanlæggets økonomi.

Den øgede omsætning menes at kunne findes ved at hjemtage opgaverne med affaldsindsamling, men ifølge bestyrelsesformand i M. Larsen, Claus Barslund, giver det slet ikke mening.

- Kommunen skal foretage enorme investeringer i materiel. De skal bygge en organisation op og ansætte medarbejdere. Og de vil ikke have de stordriftsfordele, som de private virksomheder har, som kan bruge specialkøretøjer mange forskellige steder, siger Claus Barslund.

Det bliver dyrere og dårligere
M. Larsen har haft et samarbejde med Københavns Kommune de seneste 10-11 år. I øjeblikket står selskabet dog kun for 5-8 procent af affaldsindsamlingen i kommunen. M. Larsen vil altså ikke blive ramt særligt hårdt, hvis politikerne ender med at hjemtage indsamlingen af dagrenovation. Alligevel er Claus Barslund ærgerlig over beslutningen.

Da man lukkede det kommunale affaldsselskab R98 og udliciterede opgaven til private, sparede kommunen 20-25 procent, vurderer Claus Barslund. Siden har kommunen stillet en række miljøkrav til virksomhederne. Det har været krav om indkøb af hybrid- og gasbiler, og virksomhederne har medvirket aktivt til den grønne omstilling med stadig mere affaldssortering.

- Udliciteringen har givet bedre miljø for færre penge. Nu risikerer vi at tabe det hele på gulvet og gøre indsamlingen af dagrenovation dyrere og dårligere, siger Claus Barslund.

Frygter at det breder sig
Hvis det ender, som Claus Barslund spår, er der kun ét sted at sende regningen hen. Den vil havne hos borgerne og virksomhederne i de kommuner, der ejer Amager Ressource Center.

Direktør i ATL Lars William Wesch forstår heller ikke, hvis borgerrepræsentationen i København beslutter at hjemtage indsamlingen af dagrenovation. Han savner gode argumenter for beslutningen - ud over at man vil fylde et stort økonomisk hul på Amager Bakke.

- Udliciteringen har givet store gevinster. Det er altså et alvorligt skridt tilbage, man er ved at tage i København. Men det vil være endnu mere alvorligt, hvis andre kommuner får samme idé. Så risikerer vi at tabe al den innovationskraft, som vi har opnået i de seneste år, siger Lars William Wesch.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125