23948sdkhjf

Når strømmen er forudsætningen for alt andet

Tidligere har det fungeret sådan, at et sygehus’ nødstrømsforsyning ikke helt kunne dække hele sygehusets strømforbrug ved et strømsvigt.

Før jul gik strømmen i københavnsområdet, og her måtte Herlev Sygehus ind og udpege på de rum og funktioner, der skulle holdes oppe af nødstrømsforsyningen.

Sådan er det altså ikke mere - Faktisk heller ikke i Herlev, der med en ny løsning får opjusteret nødstrømsforsyningen til at dække 100 procent.

På Regionshospitalet i Viborg har man altid været fulddækkende, både når det kommer til strøm og varme.

- Vi er fuldt dækket ind. Det eneste vi ikke er helt dækket ind på i nødstilfælde, det er køl. Men strømmen er forudsætningen for alt det andet, og vi har derfor sat UPS-anlæg til vores it-udstyr, medico-teknik og patientkaldeanlæg. På den måde slipper vi for blink i strømmen og små-udfald, siger teknisk systemchef Stig Tofteberg.

Varme, køl & strøm
Regionshospitalet i Viborg udmærker sig altså ved at have helt styr på varme og køl - Ikke mindst med etableringen af den nye energicentral.

Når det kommer til strømmen, så er hospitalet ikke selvforsynende.

Strømmen hentes 99,9 procent af tiden på elnettet, men i de tilfælde, det ikke er muligt, står det eksisterende hospitals tre generatoranlæg klar til at tage over.

- Det er jo ikke alene operationsstuer og traumestuer, hvor strømmen er en forudsætning. Vores data og vores netværksforbindelser, og dermed patientjournaler kører også på strøm. Hvis vi mister det, så går behandlingen i stå. Du kan godt lave livreddende første hjælp. Men man ved ikke ved, hvad patienterne hedder, og hvad de fejler, siger Anders Strandgaard Olsen projektleder ved byggeriet af det ny akutcenter på Regionshospitalet i Viborg.

Fokus på nødstrøm
Skulle uheldet være ude og elnettet ud af stand til at levere strøm, så er de tre generatoranlæg altså nok til at dække strømforbruget i det eksisterende hospital.

Men hospitalet får om kort tid et helt ny akutcenter på 24.000 kvadratmeter – et byggeri, som rummer en udvidet operationsafdeling, faciliteter til dagkirurgi, ny skopi-klinik, nye lokaler til røntgen og skanning, ligesom der indrettes nye sengeafsnit med ensengs-stuer med eget bad og toilet.

Her rækker de tre generatoranlæg ikke, og akutcenteret har derfor fået sit eget state-of-the-art nødstrømsanlæg. 

Det nye akutcenter får etableret to nød-generatorer med fuld redundans, dobbelt primær forsyning, fælles forsyningsbus mellem hovedtavler, kanalskinne-forsyning til etage-tavler og ikke mindst UPS-anlæg for no-break på kritiske forsyninger.

UPS'er kun kritiske belastninger
UPS-anlægget sidder mellem de kritiske belastninger. Det er en batteridrevet elforsyning, der især er væsentlig i forhold til OP- og traumestuer. Anlægget går ind og dækker i det minut, der går, fra at den almindelige strømforsyning sætter ud til nødstrømsforsyningen tager over.

- UPS anlægget er ikke fuldt dækkende. Vi UPS'er kun de kritiske belastninger, hvor patienterne kan være i fare ved omstilling til generator-drift. Det er funktioner som OP, Traume med videre, fortæller Anders Strandgaard Olsen.

- Vi har en oppetid på vores anlæg med den traditionelle strømforsyning på 99,9 procent. Vi har investeret rigtig mange penge i nødstrømmen, så vi rammer de 100 procent hele året rundt. Nødstrømsanlæggene er udelukkende en ekstra sikkerhed i tilfælde af energi-svigt i det offentlige net. Dette sker heldigvis meget sjældent, men et hospital lover at passe på vores patienter, og dermed også i de mere ekstreme situationer, fortæller Anders Strandgaard Olsen.

Han kan nu se frem til at slå dørene op til det nye akutcenter, hvor både forsyning og nødstrømforsyningen er i top i maj 2019.

Nødvendigt med to

Tidligere har hospitalet i Viborg fået leveret to 1600 kVA luftkølede tør-transformere fra ABB, som hver kan levere 2500 ampere. 

De to transformere skal omdanne højspænding til lavspænding og forsyne det 24.000 kvadratmeter store akutcenter med strøm til lys, ventilation, operationsudstyr og andre livsnødvendigheder. 

- Teoretisk set kunne vi godt nøjes med en enkelt transformer til den daglige drift, men på et hospital kan det jo meget nemt være et spørgsmål om liv og død, hvis strømmen pludselig forsvinder. Derfor er vi nødt til at have to transformere, så den ene kan tage over, hvis den anden sætter ud, forklarer Anders Strandgaard Olsen fra hospitalets Projektafdeling.

Hospitalet råder i forvejen over tre andre transformere, som forsyner det eksisterende hospital med strøm.  

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141