23948sdkhjf

Grøn fond smed 560 millioner i grønne projekter i 2017

Fonden gav derudover tilsagn om finansiering af 17 yderligere projekter for over 470 mio. kr

Danmarks Grønne Investeringsfond finansierede i 2017 21 projekter for samlet 560 mio. kr. Fonden gav derudover tilsagn om finansiering af 17 yderligere projekter for over 470 mio. kr.

Blandt de støttede projekter i 2017 finder man Better Energys fire store solcelleparker, som opføres i Nees i Vestjylland. Det blev til en samlet finansiering på over 250 millioner kroner til de fire projekter.

Også selskabet Innogie fik del i millionerne fra Danmarks Grønne Investeringsfond. Et ukendt millionbeløb blev tilført virksomheden, der udvikler solcelletage.

Forskellige brancher og teknologier
Årets projekter viser, hvordan grøn omstilling foregår inden for mange forskellige brancher og teknologiområder. Fælles for projekterne er, at de er dokumenterbart grønne, bæredygtige forretninger, og at de kan skaleres.

- Vi har i 2017 sat skub i vores udlån, og det har været til projekter, der repræsenterer mange forskellige aspekter af den grønne omstilling. Vi er nu kommet hele vejen rundt om de teknologiområder, vi arbejder med, og vi er rigtigt glade for at kunne se det positive grønne aftryk, vi er med til at sikre, siger Jørgen Tang-Jensen, formand i Danmarks Grønne Investeringsfond.

Som noget nyt i år har Danmarks Grønne Investeringsfond finansieret virksomheder, der arbejder med bioøkonomi, og derfor har fonden fået et nyt grønt målepunkt; nemlig produktion af alternativ protein. Fondens projekter sikrer en forventet årlig produktion på 310 tons.

Løftestang
Danmarks Grønne Investeringsfond blev oprettet for at sikre finansiering af projekter, der fremmer grøn omstilling i Danmark.

- 2017 demonstrerer tydeligt, hvordan fonden har været løftestang for investeringer i grønne projekter. Når man ser på vores samlede portefølje, er vi kommet med 30 procent af finansieringen til projektet, hvor vi har samarbejdet med andre kapitaludbydere. Vi vil arbejde på at være med til at sikre, at endnu flere grønne projekter kan finde den nødvendige kapital til at realiseres, siger Jørgen Tang-Jensen.

Fondens samlede projekter sikrer en årlig CO2-besparelse på 300.557 tons, hvilket svarer til ca. 18.000 danskeres årlige CO2-forbrug, og en årlig mængde genanvendte materialer på 5.559 tons.

Fakta

Danmarks Grønne Investeringsfond har til formål at sikre finansiering af projekter, der fremmer den grønne omstilling i samfundet. Fonden har en låneramme på 2 mia. kr. med mulighed for forhøjelse til 5 mia. kr.

Fonden udbetalte i 2017 lån til 21 projekter for 560 mio. kr. Projekterne havde en samlet investeringssum på 1.176 mio. kr.

I hele fondens levetid har man været med til at sikre investeringer i grøn omstilling for samlet 3.140 mio. kr.

Årets projekter fordeler sig inden for disse teknologiområder

  • Solenergi: 12 procent
  • Biogas: 15 procent
  • Vindenergi: 4 procent
  • Vand: 8 procent
  • Energioptimering i bygninger: 19 procent
  • Energioptimering i produktion: 8 procent
  • Energioptimering i transport: 19 procent
  • Cirkulær økonomi: 15 procent
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093